Flashback: Skoleklar – husker du?

Hvert år ved denne tid, opstår der altid et flashback til folkeskoledagene. Det sker når jeg går i Tiger og ser indpakningspapir med ABC’er på, læser om folk på Instagram hvis børn “er skoleklar” og når Netto’s spot-kasser er fyldt med penalhuse fra Disney. Så får jeg et sådan et rigtig sommer-sug i maven, og en duft af Sallingbageren dukker op i min erindring.

Vi havde nemlig en fast tradition, som var en af dem, jeg glædede mig til i løbet af sommerferien – nemlig skole-klar turen. Både fordi den mindede mig om at nu var der sommerferie, og først om ugevis skulle vi svede over lektierne igen, men også det magiske ved at træde ind i Bog & Ide, Søstrene Grene og Salling, for at se hvad de nu havde fået at vælge mellem. Det var nemlig ikke så lidt, og med favorit farver, yndlingsfigurer og præferencer i blyanttykkelse, var dette en meget vigtig dag.

Med på turen var mor og Kit, og først de sene år lillesøster E, der ellers var hjemme med far.

Vi stod derfor tidligt op, havde lister klar og tog bussen de 12 kilometer mod Aalborgs gågader, i forventningsfuld pigeflok.

Jeg har hele barndommen været meget vild med at tegne og skrive, så brev og papirafdelingen var for mig, som et reelt slaraffenland. Næst efter slikbutikken, var det her, jeg havde allersværest ved at vælge, hvad der skulle med hjem.

Allersjovest var det, når der skulle vælges ny taske, hvilket var hvert 3. år ca., og selvom man særligt i teenage-alderen ikke var enige om hvad der var smart (eastpacks) og praktisk (“total nørdede rygsække”) med sin mor, var det lækkert at starte august op med en spritny en.

Men egentlig nød jeg allermest at sammensætte penalhuset. Dem fra min klasse havde allesammen en pakkeløsning fra Wendy, med et præpakket sæt fra fabrikken og matchende cover. At de gad, tænkte jeg og kiggede ud over de uanede mængder af grej, glitter og farver.

Jeg var nemlig i en tidlig alder ret detalje orienteret, og samlede på Playmobil, Belville og dukkehusting. Alt skulle nærstuderes! Hver sommerfugl skulle ses og feerne på penalhusets vinger, kunne godt være pænere og med mere glimmer på et, fremfor et andet.

For egentlig var alt i lilla et hit, men åh, på den gule Diddel-kuglepen var baby-Diddel, og hvad gør man så, når det er yndlings-figuren? Og kalenderne med motiv, var også næsten umulig at vælge. De var jo i alle former og farver!

Der var også de ting, der var smukke, men udelukket – her fx de 50 centimeter lange blyantformede viskelædere eller de høje, glimmer-kuglepenne med fjertop, som ikke kunne være i penalhuset. Man skulle jo lige hen, og røre ved dem – også selvom ens mor sagde, de nemt gik i stykker og de der købte dem, skulle have en hel, ny og frisk en. Øv!

Viskelæderne var også svære. For egentlig vidste jeg godt, jeg bedst kunne lide at viske ud med de kedelige, tunge hvide i blåt pap. Et hårdt rul, og blyanten blev revet af, og efterladt i en stribe gråt fnuller, man kunne vifte af papiret. Men dem der var formet som en hamster, var bare så søde! Og dem på stift i glitter-rør var helt vildt flotte, selvom jeg er erfaring vidste de brækkede over, og faktisk ikke var så gode. Ofte overgav jeg mig til fornuften, for min skrift var (og er) så rædsom at jeg vidste det var krævet med et, i ordentlig kvalitet.

Sværest var dog blyanter. Mor synes vi skulle have stiftblyanter og jeg ville helst have dem, man skulle spidse. I reglen endte jeg med to-tre styk, fordi ingen ville give sig, og de gammeldags jo hurtigt blev spidset ned til det rene ingenting, som min fornuftige mor bemærkede. Og hvilken skøn regnbue man fik med dem og et håndfuld farveblyanter! De var altid the easy pick, jo fler, jo bedre, var mantraet.

I reglen var der mellem butikkerne et pitstop i solskinnet på en bænk på Nytorv, hvor juicebrikker blev fundet frem, og hvor frokosten der mod alle odds, ikke stod på hjemmebag. Det gjorde den ellers på shoppeture, i Svømmehallen eller på Zoobesøg.

Bollerne fra Salling var nemlig dyre, sagde mor. Men ind i mellem, når vi var på tøsetur og kun var tre afsted, fik man en luftig, lun thebolle. Øj, hvor de duftede! Og sådan en, gik fantastisk med en medbragt banan, mens man dinglede med sandalfødderne over de varme fortovsfliser og gennemgik listerne. Hvad manglede vi og hvor kunne det fåes? Skulle man have en passer i år, og var ens linial knækket?

Sidst på listen var ofte indpakningspapir, fordi det var ret så svært at slæbe på, når man er 140 høj.

Derfor valgte vi i reglen at gå i Fætter BR for at kigge lidt på legetøj, og så gå tilbage efter papir og de sidste par ting, før turen gik hjem. Det var her, jeg altid ønskede vi kunne strække timerne lidt, men lidt held, var der et par to kroner i byttepenge, så man kunne trække en håndfuld saltlinser eller sure kastanjer til bus-venteturen ved kassen.

Og på den måde, fik man både en bland-selv-pose skolegrej, solskin på næseryggen og lakridser en hel almindelig onsdag, og hvad mere kan man ønske sig som, en stor “snart 1. klasse pige”?

Jeg husker hvertfald ingen større lykke.

Husker du noget om dine skole-klargørelse? En yndlingsskole taske? Arve-gods fra fars kontor? Eller var du en af dem på Team Wendy penalhus? Fortæl fortæl!

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s