Jeg’ da ligeglad.

.. synger Medina, om netop der, hvor hun absolut allermindst er det.

Det kender jeg så udemærket. Nogle gange skal man har bare holde mund, og smile pænt, fordi man er voksen, og verden er til for alle. Eller svare neutralt og ikke spydigt. Den del er endnu sværer.

Jeg kan i flæng nævne, hvornår jeg træder mig selv en ekstra gang over tæerne og bider tænderne sammen, for det sker relativt ofte, selvom jeg i egen optik er temmelig tollerant.

Jeg er “ligeglad, bare ligeglad” når:

.. folk spiser en banan på abemåden, mens de er vrede og peger agressivt med udvalgte frugt ind mellem pointerne, og forlanger at blive taget alvorligt i mens. For inderst inde er jeg ved at dø af grin.

.. når folk stemmer DF og bringer det på bane, i en diskussion om noget ganske andet.

.. når jeg ser en dame kommer gående med klapvogn og to helt ægte kamphunde. 7-9-13, siger jeg bare. Og så må dem mod hundeloven jo så mene deres.

.. når fremmede folks børn nyser på en i bussen, tørre snottet i ansigtet væk i fingrene, og putter dem ned i fælles-kikseposen. Det er så svært at få ens brækrefleks på plads.

.. ligesom det er, når jeg ser synet af mænd med barberede brystkasser. Det ser simpelthen så konfirmantagtigt og forfængeligt ud, brrh.

.. når folk på job fortæller om at man bliver så tilpas, let og afgiftet af at drikke en juice-kur i 5 døgn, men at man bliver “lidt svimmel”. Virkelig? Tænker, at ‘hvis du fucking dratter om af sult, skal jeg solo passe alle borgerne’. Så må man sgu gemme sin forstyrrede detox til sommerferien, helt ærligt.

.. når folk spørger, hvem jeg holder med i Paradise Hotel.

Advertisements