Oplevelsesrigdom, en håndfuld anbefalinger.

Jeg er så heldig at bo i en by, der aldrig sover på den kulturelle, underholdende og oplysende fløj. Udover Nordkraft, Aalborg Zoo, Stadion, samt fx Aalborg Streetfood’s udstillings-haller og bibliotekets arrangementer, udnytter jeg også yderligere alle midlertidige shows og tilbud, jeg kan støve op.

Jeg vil derfor præsenterer nogle af de oplevelser jeg har haft de sidste to måneder, som har gjort særligt indtryk. Nogle af dem, er desværre ‘udgået’, men giver et indtryk af hvad dens portal kan byde på.

Håber nogle kan få glæde af nogle tips; I må hvertfald gerne dele jeres!

 

 

Karlson på Taget, Aalborg Teater.

Hvad gik det ud på? Astrid Lindgrens klassiker i moderne fortolkning.

Hvorfor var det fedt? Fordi det var ufattelig velspillet og ufattelig morsomt. De formår altid at underholde til voksne publikum ligesåvel som børn, til disse forestillinger og manuskriptet var med perfekt respekt for originalen.

Kostede det noget? Ja, 150 kr for voksne, 80 for børn.

Kan jeg nå at opleve det? Desværre ikke, men de blænder op for nye børneshows løbende.

 

“Black Panther”, Biocity.

Hvad gik det ud på? Den nyeste Marvel film i rækken udkom, denne gang med The Black Panthers historie.

Hvorfor var det fedt? Fordi, det er det altid. Og musikken og ur-stemningen i nerop denne, var helt anderledes end i de andre “storby”-eventyr.

Kostede det noget? Ja, almen biografpris.

Kan jeg nå at opleve det? Yes, go go!

 

 Harry Potter in concert, Musikkens Hus.

Hvad gik det ud på? Harry Potter 2 på storskærm, akompanigeret af det originale symfoniorkester, der spiller alle melodier live, hele filmen igennem. Og det er næstem konstant, da alle lydeffekter er med instrumenter.

Hvorfor var det fedt? Du får et helt specielt indblik i skabelsen af filmen og det er vildt flot musik. Samtidig er det fantastisk at gense en film, hele publikum kender plottet på. Der klappes, buhes og hujes i flok, og stemningen er høj!

Kostede det noget? Yes, og det er en kende dyrt – mellem 250-500 pr. billet alt efter plads, mener jeg. Jeg var så heldig, at være inviteret.

Kan jeg nå at opleve det? Yes, 3’eren bliver vist til efteråret, og resten af serien de kommende år.

 

Foredrag om evolution, Create.

Hvad gik det ud på? En sød, dygtig studerende på kandidat-niveau, redegører for jordens tilblivelse med slides og videoer.

Hvorfor var det fedt? Fordi du får en DR2 dokumentar serveret live – og der er fri kaffe.

Kostede det noget? Nix, kun et medlemskab UNF

Kan jeg nå at opleve det? De holder foredrag året rundt, og har ofte gengangere på årsbasis. Alle er gratis, når først du er indmeldt.

 

“Hver dag”, forpremiere, Biocity.

Hvad gik det ud på? Ny kærlighedsfilm, serveret til billige penge.

Hvorfor var det fedt? Fordi jeg ikke kendte den, og ikke havde betalt fuld pris for den ellers – genren er ikke så meget mig. Men det viste sig at være en virkelig fin fortælling, og jeg strøg ud og købte bogen ugen efter.

Kostede det noget? 50 kroner.

Kan jeg nå at opleve det? Ja, den går stadig, nu til almen biografpris.

 

Foredrag m. Anderea Heilskov, Studenterhuset.

Hvad gik det ud på? Andrea kom og fortalte om at vælge en alternativ livsstil, og flyttede for 7 år siden med sin mand og fire børn ud i ødeskoven i Sverige. Kun med hvad de kunne læsse i bilen, og uden el, internet eller nogen viden om livet i isoleret tilstand.

Hvorfor var det fedt? Fordi Andrea fortæller den sande historie. Og om hvordan det ikke blev ren idyl. At de måtte se sig slået, da vinteren kom. Og om hvordan skovens folk kom dem til undsætning. Og at det kán lykkes, at få et andet liv, hvis man tør.

Kostede det noget? Nix.

Kan jeg nå at opleve det? Andrea holder foredrag et par gange om året i Danmark, så det er med at holde øje.

 

Spejludstilling, Kunsten.

Hvad gik det ud på? At opleve hvordan spejle kan bruges i et bredt spektre.

Hvorfor var det fedt? Fordi jeg formåede at blive forvirret og højdeskræk i den minimale multi-spejlbox, da døren lukkede i. Og dertil også fordi, jeg så Pistoletti’s fremførelse af spejlsmadring sidste år (som i øvrigt stadig er udstillet til og med 2019). De to oplevelser har en sammenhæng, som jeg gerne ville opleve i samme ombæring.

Kostede det noget? Almen indgang er 90 kr.. Jeg har dog klubkort, og giver 450 årligt for et ‘plus-one medlemskab’ til både der og Utzon-centeret.

Kan jeg nå at opleve det? Ikke i Aalborg, udstillingen er rykket videre – Pistolettis består, som nævnt, endnu et år.

 

… Kunne du lide indlægget? Så tjek evt de tips for de to sidste måneder, jeg allerede har lavet indlæg om. Fx om Danmarks Industri museum her , om Musical på Det Hem’li’ eller på grafitti-udstilling på Utzon.

Advertisements

Strøtanker fra en muggler.

I foregårs så jeg “Harry Potter og Hemmelighedernes kammer, live koncert” i Musikkens Hus. Så også 1’eren forrige år; det er altså bare så flot og magisk med musikken, og at mærke hele salen juble og buh’e i kor undervejs.

Også selvom det ikke er længe siden, jeg som sådan har ‘haft filmen kørende – faktisk holdt min kæreste og jeg HP-marathon i sommers og gør det temmelig ofte. Sagen er bare den, at jeg aldrig ser noget uden at rende og brygge kaffe, bladre i magasiner, lægger vasketøj sammen 30 minutter efter start, eller tjekker blogs på mobilen. Så det var første gang, rigtig længe, at jeg rent faktisk så filmen. Jeg kan virkelig ikke fokusere på tv i over en time, medmindre jeg er bænket på biograf-måden, og kan slet ikke forstå begrebet serie-bingewatching.

Men her var den gamle kending i fuld fokus og jeg nød det. Det satte derfor en masse tanker igang, og jeg kom sådan til at tænke:

.. hvor meget jeg vil elske at have en husalf. På den frivillige måde ala Jeg-forguder-dig-Harry-måde. Og aldrig mere skulle støvsuge. Ever!

.. at Tom Felton og Spike fra Buffy, egentlig må have samme stylist.

.. hvor meget jeg som barn, ville have haft glæde af at eje Fawkes’ tåre på flaske, med alt den falden på cykel/løbehjul/rulleskøjter.

.. at Glitterik rimer på dillerfræk. Og at det er en katastrofe, så snart man får det på hjernen, resten af filmen.

.. hvor meget, jeg ville fedte mig med til forfester hos Weasley tvillingerne.

.. hvor mange muligheder polyjuice-eliksir ville give kærester, for at buste deres utro partner, big ugly time.

.. procenten af fravær jeg ville have i Qudditch, og hvor ofte, jeg skulle forklare mig hos mit kollegieoverhoved, grundet højdeskræk, flyfrygt og trykken for øre.

.. hvor mange penge, jeg ville spare, hvis “reparo” ikke kun gjalt brilleglas, men også iphoneskærme.

På det seneste har jeg læst:

 

støv

  • “Forestillinger om støv”: Et absolut must, hvis du har læst “Det Gyldne Kompas”-serien. Fantastisk eventyrlig fortælling som handler om tiden før, og hvor vi i Det Gyldne Kompas møder den 11 årige Lyra, følger vi her den nyfødte Lyra og hendes skæbne i hendes første leveår, hvor mange mennesker må ofre sig og hvor mange løse ender der skal samles for, at hun lige netop formår at overleve.

Lykkelig

  • “Jeg skal gøre dig så lykkelig” : En lejligheds-opgang er omdrejningspunktet for denne bog, og man følger med i hver stue på hver etage, hvordan samfundet ændre sig i stort og småt. Familierne er meget forskellige, og man sympatisere med dem alle på hver sin facon. Det er en rigtig spændende, hyggeligt og til tider tragisk tidslomme, at følge med i.

thors-hammer-magnus-chase-og-de-nordiske-guder-2-hardback-af-rick-riordan

  • “Thors hammer”: Jeg var helt vild med første bind i Magnus Chase-serien og synes allerede nu, at den slår Percy Jackson, som ellers har en stjerne i min bog. Ligesom i Pullmans nye bog, er det også her et kendt Halvgud-Univers fra nye vinkler, der præsenteres og det kriblede i mine fingre, for at komme til næste side hele bogen igennem. Rigtig, rigtig godt plot.

bjørnøly

  • “Bjørnely”: Jeg kan kun sige Backman har gjort det igen. Endnu en gang formår han med et begrænset person-kartotek at skabe en meget fangende fortælling, som man på en eller anden måde føler, kunne foregå lige uden for egen dør. Og så ér han simpelthen så morsom, når hans sarkasme kommer til udtryk og hans formuleringer får mig gang på gang til at le.

Hvad med dig, har du en anbefaling, du vil af med?

Forkælelse i snegletempo.

 

Det er utroligt så meget et døgns luft under vingerne, kan give en.

Og hvor meget man kan nå, selv i snegletempo.

For torsdag/fredag var helt nede i gear, da vi skulle på føromtalte kæreste-ophold på Juelsminde. På den måde, hvor man har biltur på flere timer til at høre alle favorit numrene og synge om kap, har tid til at slentre og kigge på flotte facader gennem en ny by, bruger oceaner af tid på at kigge menukortet og dvæler ved alle de fine sager, da vi ankom til udflugtens første mål.

Ingen af os har nogen egentlig relation til Horsens by, og derfor havde vi kigget os lidt omkring på nettet, for at finde ud af hvad området havde at byde på. Vi vidste kun, at vi skulle ende aftenen på Juelsminde Strand Hotel, og at det var den storby, der lå tættest på.

Vi besøgte først en af byens cafeer, som vi havde fundet temmelig tilfældigt, men den franske bistro var lige i øjet, og særligt et glædeligt gensyn med senneps-mayo til fritterne gjorde, at vi glæder os endnu mere til Pariserturen, jeg fortalte om for nylig.

Valget faldt dertil på “Danmarks Industri Museum”, som viste sig at være et rigtig rigtig fint og sjovt sted. Museet er nemlig en helt by i sig selv, lidt ala Den Gamle By i Århus, og man har et helt lille bytorv med kjolebutik, bank, skolestue og butiksgade, udover den store hall med gamle industri maskiner med gas og strøm, som de kyndige maskinmestre kunne berette gode fortællinger om. Det var en rigtig skæg oplevelse og de var simpelthen så flotte at se på.

Jeg var dog allermest imponeret over “arbejdslejlighederne”. Museet har nemlig investeret i to almene opgange med to værelses lejligheder, hvor hver etage repræsentere hver sit årti fra 1920 til 1990. Det var virkelig pudsigt og sjovt at besøge disse små tidslommer og følge udviklingen på akkurat samme kvadratmeterplads, som det forrige havde bevidnet om.

Det kan varmt anbefales!

Det samme kan siges om Juelsminde Hotel, hvor vi efter en kort køretur på 20 minutter, sluttede udflugten. Fantastisk afslappede omgivelser, og et serviceniveau, der ikke var en finger at sætte på. Selv havde vi kun planer om, at drikke en flaske vin, men vi havde nær misset vores bordreservation, selvom vi åbnede den kl. 16, da vi ankom. Sådan går det nemt, når man bare sidder og sladre, med plastikkrusene fulde og stadig efter 7 år, kan snakke i munden på hinanden i timevis, og tilfældigvis på vej på toilettet ser, at klokken pludselig er 18.26.

Dog var det et held vi fik set på uret, for maden og vinen vi mødte op til, ville jeg ikke have misset for alt i verden. Det fortjener et indlæg for sig, men jeg kan sige så meget, at det var meget mætte og tilfredse (og småfulde, ej at forglemme) vi slentrede fra restauranten, en god håndfuld timer senere.

Det er hvertfald ikke sidste gang, vi forsøger os med et ophold på dansk grund, og så kan sådan en arbejdslørdag som idag bare komme an, for jeg må siges at have holdt fri for alle pengene i torsdags.

Håber jeres weekend er skøn!

 

Min kur mod snevejr.

Hver vinter, når frosten har bidt sig fast og mørket synes uendeligt, er den eneste kur, at finde “Den lange vinter” frem fra hylden.

Som så ofte før, slugte jeg alle 362 sider i et hug – når først håbløsheden er indfundet sig, kan jeg nemlig ikke holde ud, at lægge den fra mig, før toget fra Tracy når igennem med forsyninger til Ingalls familien og alle de andre i den lille prærieby.

De første efterårsmåneder og startvinter, er der stadig pickels på lager fra gården, sirup i glassene og flæsk i butikkerne. Men så kommer krisen. Stormene tager til, skolen lukker da kullet slipper op, og i ugevis, forlader kun far Charles huset. Klammerende til tørresnoen med malkespanden på vej mod stalden for at fodre og for at spinde høbrikketter til brænde, der får hans frosne hænder til at sprænge op i blod, hver gang.

Og så går tiden. De sidste tre måneder får de få dage med sollys, hvor de dog stadig kun vover sig ud enkelte gange. Men energien er også knap og petroleumen er væk, så knaplampen skal der spares på. Og maden, der består af kartofler, 2 pund the, samt grovbrød, malet i en kaffemølle af såsæd og så tilsat smeltevand, og bagt. Såsæd, der vel at mærke er hentet af to 19 årige, der vovede livet og rejste gennem fire dages snestorm, for at lede i blinde efter en gård, med forårsreserverne i behold. Og gudskelov lykkes det, for en halv dollar pr skæppe, at skaffe et lager hjem, at leve af månederne ud.

Kun til jul er der gemt en dåse østers, og to gange er nabofamilien kommet med smør, efter familiens afkræftede ko, ikke længere giver mælk. Lykken er da naboen slagter sin, og de i en uge strækker de to pund oksekød, som er det eneste udover grovbrød de får, indtil den skæbnesvangre dag i april.

Sneen smelter, stormene tager af, og en dag er den der. Juletønden. Med tøj, gaver og 12 punds kalkunen (der stadig er bundfrossen), som den kære Pastor Alen havde lovet blev sendt dem, i brevet der var sendt i julen. De er reddet, men også akkurat med et øjenbrynshårs vidde. Det er altså så vildt. Og hvér gang, imponeres jeg over den styrke, det måtte kræve.

Så slutkapitlet “Jul i maj”, giver mig altid en varmeste fornemmelse. Af håb og taknemmelighed. Og dermed også en hånd, der holder mig i nakken, når jeg for 46. gang på en dag, lægger mine klage om sne og nattefrost.

Jeg siger ikke, at mit jamren er helt på hold, men med denne bog i mente, er den da hvertfald skruet ned på lavblus en dag eller tre.

Hvad med dig? Hvad er din kur mod vinterbrok og våde vanter?

Heathers, The Musical – en anbefaling

I torsdags havde jeg inviteret min søde mand på date.

Teatergruppen “Musicaliber”, der på jævnlig basis laver fortolkninger på klassiske stykker, var nemlig på plakaten på Aalborgs Hem’li Teater, og de plejer altid gøre det godt.

Sidst, jeg så noget fra deres hånd, var det “Den Eneste Ene” der stod for skud, og jeg gik helt 90’er nostalgisk og høj derfra.

Derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg også måtte give “Heathers” et skud.

Selv havde jeg aldrig hørt om stykket, men kan forstå, det er en ungdomsklassiker fra 1988, og efter forestillingen forstår man godt hvorfor.

Den har alle elementerne i en klichefyldt american teenmovie, men også med adskillige plottwists, der må have rystet bibelbælteholdet i USA, da den kom frem.

En vaskeægte “Mean girls” krydret med homosexsualitet, selvmord, magtesløse lærer, naive forældre og mobning der fører til skyderier.

Der er nørden, goth’en, den tykke pige, sportsidioterne, det “skadet” barn, samt top-eliten, pigegruppen “The Heathers”dø der styrer kantinen, festerne og hirakiet med hård hånd. Og selvfølgelig en hovedperson, der skal jonglere mellem tilbuddet om at blive en del af kliken, de gamle venner og farlig kærlighed. Jeg lover jer, man får akkurat det der kan forventes af denne cocktail, samt lidt til.

Der er nemlig fantastisk live musik, fede stop-motion effekter og ualmindelig velskrevet manus, der giver kvaliteten et nøk op, der i min optik kan matche Aalborg Teaters professionelle opstillinger, uden problemer.

Indlægget her er ganske anti-sponsoreret, men blot en anbefaling. Både min kæreste og jeg er enige om, man sagtens kunne se den igen. Så lyder det, som noget for dig, synes jeg, du skal skynde dig at booke en date til formålet.Der er flere aftner, der ligesom i torsdags, er meldt udsolgt, men der er stadig mulighed for at slå til.

Stykket kører i øvrigt til og med d. 3 marts, så er du interesseret, så tjek deres facebook for ledige billetter.

Citronfromage opskrift.

26828079_10155945110694898_53019765_o

Igår havde vores søde far fødselsdag, og den slags kræver citronfromage. I den anledning havde vores mor kreeret den mest fjerlette og lækre version, som var lige som sådan en skal være: Fuldfed, syrlig og skøn. Den skaber lidt opvask, bevares, men er ellers pærelet – det der med at husblas er svært, er altså en gammel løgn (siger os tre fra fødselsdagen, der har lavet det flere gange på årsbasis og altså aldrig fået problemer med det).

Opskriften var fra Alt for Damerne (“Oldemors citronfromage”), men der er tilsat lidt ekstra syre i denne version, for det er vi nemlig fan af – men det kan du jo regulere på, hvis du vil. Men spring endelig ud i det, det er simpelthen så ligetil, og den smager himmelsk.

Opskriften får I her, til fem fromagesultne mand:

Citronfromage

5 blade husblas

4 pasteuriserede æggeblommer

100 g sukker

1½ dl citronsaft af 2-3 citroner + finrevet skal fra minimum 2 styk.

3 pasteuriserede æggehvider

3 dl piskefløde (vi vælger den laktosefri af åbenlyse årsager, men det står frit for)

Fremgangsmåde:

Husblassen lægges i blød i rigelig koldt vand. Pisk dernæst en æggesnaps af halvdelen af din citronsaft, æggeblommer, sukker.

Brug den resterende del af citronsaften, til at opvarme enten i vandbad eller microovn, og smelt den hårdopvredet husblas deri. Når husblassen er opløst, tilsættes et par skefulde af en stuevarme æggesnaps i husblas-massen, og tilsættes relativt hurtigt derefter, i den resterende del af æggesnapsen, under piskning.

Når denne er jævn, lad da massen stå.

Pisk så i en anden skål en let flødeskum.

Slutteligt pisker du så i en ren skål (med helt rent piskeris) dine æggehvider stive. Vend dernæst forsigtigt (men gerne lidt hurtigt, med fast hånd) hviderne i æggesnapsen. Tilsidst vendes den lette flødeskum, og blandes jævnt, uden at klappe for meget luft ud af fromagen.

Sættes dernæst på køl i minimum 2 timer i portions-glas eller anretningsskål, og pyntes evt. med flødeskum før servering.

Velbekomme