Det, der pryder mine vægge..

38e22a5c-0274-49e4-b8f6-84bc550502ea-1bc281e0f-0623-4150-b1e7-e8665d1cb680-1b0e1806a-b0b5-408c-b3e9-98aebb056ee6-1img_2308-1ccd5daed-26e0-4d44-bd00-3c16f5736a89-1img_2317-1img_2314img_2313-1

Nu har Skægaben og jeg boet sammen i 8 måneder og vi prøver løbende at optimere vores lejlighed. Henover foråret gav vi særligt altanen en skalle for, at den skulle blive sommerklar og det resultat (se her) vi kom frem til, er vi overordentligt tilfreds med. Vi vidste at de retro orange, tilskuer-sæder der var opmagasineret hos svigermor, skulle med, (som vi købte, da Aalborg Symfonien lukkede) og dertil skulle der skrues op for retro-kolonihave stemningen. Og det blev der. Sæderne fik min kærestes ellers så fine funktionærfingre tryllet en bund til, og haybordet han fik i firmajulegave var mit bidrag i møbelsamleri. Og derfra var det ellers detaljerne. Med en stige-reol fra Ikea, jeg faldt over, en dartskive fra dba.dk, en kaktuslampe jeg forærede ham i rejsegave, en indflytterbregne fra vores fælles veninde, var vi godt på vej. Sidenhen er der kommet en flamingolampe med hjem fra Paris og ikke mindst et billede af Jørgen Leth.

Og jeg ved ikke, om det er ham Jørgen, som fik skudt gang i indretnings-fetischismen vedr. mere vægpynt, eller om det bare altid er det man venter lidt med, når man får mange flere kvadratmeter at boltre sig på.

Efter “projekt altan” er der nemlig sneget sig en del nye ting på væggene i løbet af sommeren.

Både soveværelset har fået platter op af diverse arvegods fra to bedstefædre, der er gået bort i løbet af det seneste år, loppefund og nogle jeg havde i mit forrige hjem. Skægaben’s store stolthed aka. Tintin væggen, har også fået endnu et billede op fra Göteborg og vi har skiftet lidt ud i Kingfisher-reolen, der er en evig kilde til at omrokere.

Vi synes selv de nye tiltag passer rigtig godt til det øvrige – lidt skæve, gøglede, nostalgi-prægede og uhøjtidelige.

Vil du med på Michelin?

.. var hvad min kæreste spurgte om. Og det ville jeg. Med een betingelse. Nemlig at jeg ikké så regningen. For selvom maden i Budapest er lig ren foræring, ville jeg gerne kunne nyde det helt uden at tænke, hvilket hul han gravede i sin pengepung imens – også selvom jeg ved, han har nok af dem og har sparet op til ideen. 
Men en helt helt fantastisk oplevelse, det var det. For en tur på sådan et sted, handler tydeligvis ikke bare om madlavning. Det er simpelthen en karusseltur i forkælelsens, magiens og gourmetens land fra start til slut (og endda, gudskelov, helt uden at det på nogen måde er stift, uformelt og kikset. Der var ikke noget “hr og fru” eller bukken for os, og vi var da ok pæne i tøjet, men stadig i flade sko og ingen skjorte-slips-trip fra de andre gæsters eller vores side.)
Vi ankom 21.30 og med store smil og jovial småsludren, bliver vi afklædt vores jakker af værten (ikke tjener, vel at mærke) og bliver ført til vores bord. Her får vi tilbuddet om et vinkort og/eller en menu, hvortil vi vælger dem begge, samt tilbud om rådgivning eller om vi ønsker selv at kigge.
Vi (min kæreste, som jeg lagde al’ ansvar over på hvad angik dette) valgte at vi skulle have tre retter + dessert, ink. vin menu.
Vi skulle dog snart opdage, at på restauranter af denne kaliber, bliver det ikke ved dette. For når sådan en 4-retters menu bestilles, falder der åbenbart overraskelser af fra køkkenets side, hvorved vi altså fik i alt 7 serveringer ink. drikkevarer. 

.. Så mens vi nyder vores glas bobler og gennem går menuen, blev der bragt os friterede kyllingechips med basilikum, kanel, paprika og blæk med en syrlig urtemayo.
.. efterfulgt af en uventet appetizer af rå oksetartar med parmasancreme, røget bøgeknas og soltørret tomat ink. brød med trøffel-smør, parmasan-smør, balsamico og olivenolie. 


Min ret nr. 1: Makrel med syltet havrerod og kålrabi-pure samt forkulet kørvel. 

Ret nr. 2: Rosastegt and med mangocreme, spicy linser og tranebærsauce.


Ret nr. 3: Monk-fisk med rogn, syltede muslinger, kokosmælk-creme og friteret kål.


Dessert: Ostetallerken med tallegio, skimmelost og brie ink. pæregele, figencreme, kiksecrumble og oliestegt foccasia.


Suprice dessert-tapas: Lavendel-terning, guldbelagt hasselnødde-chokolade, orange-gele og pistacie-makron.

Jeg lader billederne tale, men jeg lover at maden og den meget velvalgte og velintroducerede vin var lige i øjet – også dem jeg smagte, som min kæreste fik serveret til sine retter.
Udover køkkenets magiske kreationer, var der desuden et usammenligneligt højt niveau af service, professionel præsentation af koncept/mad/drikke og diskret betjening. Lige fra vi kom, til 00.40, hvor vi gik. Jeg kunne ærlig talt ikke have bedt om mere.
Så kort og godt: Kommer du forbi Budapest, så anbefaler jeg Costes, som du kan finde på linket her! 
Priser mv. forefindes derinde, jeg kan gudskelov ikke regne fra HUF til DKK, men er du interesseret, er det muligt at blive klog herpå også.
Jeg vender hvertfald meget, meget gerne tilbage.

(A)

Juleønsker – er jeg så voksen nu?

Jeg har aldrig formået, at være voksen i mine ønsker. Så selvom ønskerne år efter år har stået på forholdsvis kedelige ting, som stel, pocelænsfigurer og andet boliglir, har det aldrig været på den fornuftige måde. Nu er jeg 30, og måske er jeg ved, at nå der til, hvor man officelt kan kalde mig kedelig. Jeg har nemlig valgt, at ønske mig det fornuftige bestik – frem for det bestik, som jeg egentlig går og drømmer om. 


Fortids-Kit ville ønske sig dette latterligt smukke bestik fra Fuhrhome. Selvfølgelig i farven ´rose gold´- hun er nemlig ikke typen, som går på kompromis med det med farverne. Det er vigtig for hende, at kedelig ting, som bestik, i det mindste er smukke at se på. 
Bestikket er alt for dyrt, lækkert og ufornuftigt. Hun vil få ca. en 4 del af hvad hun havde brug for, i julegave, og derfor blande det med resterne af alt det andet bestik, som vælter makkerløst rundt i køkkenskuffen. Fortids-Kit køber nemlig ikke resten for egne penge, når julen er omme.

Nutids-Kit, hende jeg må være blevet nu, har valgt at ønske sig dette bestik. Et fornuftig, billigt, ensartet IKEA-bestik. For så kan hun få det hele på en gang. Så kan der også blive ryddet op i den skuffe med alt det skøre bestik – “en kælling fra hver by”, som man siger. Nu er drømmen gået fra smukt sjovt bestik i yndlings farver, til neutralt strømlinet bestik i ensfarvet. 
Det må da være et tegn på, at jeg er ved at blive voksen. På den ægte og oprigtige måde. Hvor man synes, at strømlinning også er en form for æstetik. 
Fortryder kun lidt, når jeg ser billederne, så tæt på hinanden. 
Nu skal det være slut med “Pippi Langstrømpe”-skufferne – der skal være en meget mild form for orden. 
Har også ønsket ens glas til jul. Kommer måske til, at have et helt nyt køkken, når december er ovre.  

 – K

Feriedagbog, Kristianssand, dag 4 – hjemtur:


Alt har en ende, og det samme gælder for Kristianssand ferien. Og ih, hvor kunne vi godt have brugt en dag mere. Eller to. Men så har man jo resten af byen til gode, til en anden god gang.
Så her får i 4. og sidste dag i det norske.


Dag 4 gik med at vi:
.. Pakkede sammen kl. 10., tjekkede ud, sendte postkort til dem derhjemme og begav os ned mod byen. Tiden skulle fordrives inden afgang, så det var med at få det sidste med.
.. Og klokken 11.10 nød vi en kop morgenkaffe (og en laktosefri chokoladebudding… HVORFOR findes det ikke i Danmark?), ink. den skønne udsigt på havnen.
.. Hvorefter vi tog på Kristianssand Kunstmuseum. En lille times tid havde vi dog kun at gøre godt med.
.. Så vi måtte springe filminstallations-udstillingen over, men der var stadig en del at kigge på.
.. 13.21 bestilte vi morgenmad på den skønne café, vi spiste på den første aften, og fik hygget af i den dejligste stemning.
.. Og 16.15, en time før afgang, stod vi vemodigt og kiggede ud mod det smukke landskab. Ikke ligefrem klar til, at skulle hjem. Var næsten sekunder fra at hoppe i, svømme i land og tigge hostel-personalet om endnu en overnatning.

.. Men da jeg ikke er en habil svømmer, droppede jeg det alligevel. Og vips, var vi på vej.

.. Og ved en 17 tiden, havde jeg beslaglagt et sæde med en massiv gang færge-foder og endnu en båd-rutsjetur på vej mod det danske land. Ikke mere Norge, for denne omgang; men man kan da altid snyde sig til stemningen med en gang “korv med. rej’salat”.

.. Ved en 19 tiden ramte jeg Aalborg, og efter udpakning og lidt lyn-indkøb i Fakta, burde jeg nok være gået til ro. Men til mit held, bød Kit sig selv på aftenskaffe, da hun fik fri fra aftenvagt. Og så må man jo nok hellere sige “ja tak” og droppe fornuften. Så kl. 23.15 troppede hun op til latenight-sladder og Kristianssand-gaver. Og således sluttede en skøn, skøn weekend.

Netop nu..



Sidder jeg i min solbeskinnede gårdhave og lytter til, at klokkespillet bimler ind til kl. 18, mens jeg mærker solens skarpe stråler brede sig udover mine halvnøgne skuldre. 
Dagen startede nemlig lidt groggy. Jeg var sent i seng igår. En hyggelig overnatning hos min kæreste, blev efterfulgt af cafehygge med veninde og dernæst et spontant “kl. 23-00.30 kaffebesøg” af K, gjorde, at jeg faldt i en bog i stedet for, at falde i søvn.
Men nu er jeg total zen. Og onsdagens pligter er næææsten ordnet. Hvertfalde de hyggelige af dem; har vekslet penge, været inde i byen efter et par småting til morgendagens rejse, et smut på posthuset, lukket cyklen i kælderen og scoret både billig falafler til færgeturen, og den fineste pengekat i genbrug til den nette sum af 25 kr. Der er intet som et godt køb. 
Støvsugningen, køleskabsoprydning og rengøring af badeværelse lader vente på sig, men mon ikke jeg når det? Færgen til   Kristianssand sejler trods alt først i morgen formiddag. 

Lige nu, vil jeg hvertfald nyde eftermiddagssolen, de brombær jeg faldt over på gåturen hjem og min nye malebog.

Hver ting, til sin tid. 

En tur i tidsmaskinen – om dagen, hvor jeg fik 30 minutter i 1997..



.. Eller var det mere?

Egentlig ville jeg bare lige kigge. Sådan. For nostalgiens skyld. For altså, vi legede da ret meget med vores Fabulan. Faktisk havde vi alt det, der kunne købes for penge – ja, Mor havde gaflet rub og stub. Så det var jo bare, for at kigge lidt på det; nu hvor de havde hentet hos farfar, hvor der havde stået til vores små kusiner og fætre, for dem at bygge med. Så skulle bare lige kigge. Ikke lege. Vel? Ikke når man ér blevet 24. Og faktisk styrer lige lukt mod de 25, når oktober står for døren. Så kigger man jo kun.


Det var da hverfald planen. Som holdt lige indtil, at jeg åbnede den velkendte røde plastik-kiste. Og der, der lå den fine færgedamper jo og skød op, det eventyrlig pariserhjul tittede frem og et hav af velkendte dyre-ansigter blinkede til mig. 
Og som i hypnose røg den ene, efter den anden kreation op. Og før jeg vidste af det, var hele mine forældres dobbeltseng blevet omdannet til en Fabulan-by. Kigge, siger du? Åbenbart ikke. 

Ved ikke, hvor jeg tabte tråden til omverdenen?

… Måske var der da jeg forestillede mig, at matros-aben var ved at ryge over bord, og benåede ham, ved at lade ham holde fast i en stol på dæk?

… Eller da jeg besluttede mig for, at byens borgmester var blevet anholdt, og smidt på toppen af politivognen. Joh, til trods den fine stråhat og sin flotte titel, skulle han med på stationen. For ingen i Fabuland, må betjene en jolle med snaps i blodet. Men betjenten var nu god af sig, og lod ham dog beholde den ene åre, at vinke med på turen derhen. Man er vel ikke borgmester for ingenting?

… Men nej, så alligevel ikke? For mon ikke det var der, hvor jeg gav Musen på legepladsen stopuret i hånden, med ideen om at han kunne stoppe tiden? Bare længe nok til, at kunne nå, at plukke en blomst til den søde pige på karrusellen.


For det var lige akkurat hvad der skete, der i mine forældres soveværelse. Tiden stoppede. Og ikke at det overhovedet var slemt, at klokken pludselig slog 18.30, maden var klar og kalenderen sagde 2015 igen.

Men hvor var det dog skønt, at besøge 1997 – også bare for en kort stund.

Tilgengæld gider jeg godt..

.. at jeg bliver typen der:
– tager en form for ansvar overfor fnugfilteret i vaskehusets maskiner.
– ejer kolonihavehus.
– vasker op i etager, og ikke når jeg ikke længere har rene glas. 
– vister talent indenfor noget, som jeg kan blive rig af.
– har hushjælp.
– springer ud af sengen om morgenen.
– spilder endnu mindre mad.
– har penge sidst på måneden.