Historien om dengang, hvor jeg ikke fandt ud af, hvad skulle være når jeg blev voksen (4)

 

Min facebook status, den dag jeg sagde mit første fuldtidsjob op. 

Har du læst del 1 , 2  og 3?

Dette indlæg har været længe undervejs. Jeg overvejede næsten, ikke at færdiggøre min lille føljeton. Det ville ligesom være prikke over i’et i historierne om, at jeg aldrig rigtigt gør noget færdigt. For for sådan forsætter min historie faktisk.

Sidste afsnit sluttede med et opkald fra hende, som viste sig at skulle blive min chef de næste par år eller tre. Jeg fik nemlig jobbet, ligesom alle andre, der søgte der. Telemarketing blev min nye hverdag. Jeg sad i kundeservice og blev skældt ud dagen lang af besynderlige voksne, som ikke rigtigt forstod deres regning, havde glemt deres pinkode eller noget der minder om. Før det havde jeg altid troet, at man blev klogere og høfligere med alderen. Jeg blev klogere – jeg havde ikke arbejdet der en uge før en mand, der var over 10 år ældre end mine forældre, kaldte mig for en ‘forbandede møgfisse’. Troede ikke mænd i den alder, kendte den slags ord, men så var stilen ligesom lagt. Jeg vænnede mig hurtigt til jargonen, og nød at arbejder sammen med flere af mine veninder. Det var en vanvittig sjov arbejdsplads med gode kollegaer, flere fredagsøl end hvad jeg troede muligt og en form for overbærenhed, der gjorde det helt okay at møde op i nattøj på en lørdag.
Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle blive gammel der, så da der pludselig kom krav om salg, i forbindelse med kundekontakt, var jeg på vej ud af døren. Jeg vidste endnu ikke hvor jeg skulle hen, men en kollega havde talt varmt om SOSU-uddannelsen, da man kunne få løn frem for SU. Efter en hurtig omgang internetlæsning, var jeg solgt. Det tog halvandet år, og alle fagene var på et niveau, som jeg ikke havde hørt om, siden 9. klasse.
Efter et par desperate opkald til alle der gad snakke med mig, var jeg inde. Der var bare lige en ting: Jeg skulle starte dagen efter, da jeg ikke ligefrem var ude i tide, og skolen var startet op knap en måned før. Min chef var på ferie, så jeg hev en anden leder til side, og meddelte ham, at dette ville være min sidste vagt. Han var ikke ligefrem imponeret, men lod mig gå, da jeg lovede at tage lidt vikarvagter hver uge. Hvilket selvfølgelig aldrig rigtigt kom til at ske.

Det næste halvandet år gik med skole, praktik, fattigdom og en langrække kulturchok. SOSU-verdenen var ikke ligefrem, hvad jeg var vant til. De værdier, den omgangstone og den humor jeg observerede, var ikke ligefrem min hjemmebane – og de 1400 kroner jeg havde til mad, tøj, fornøjelser osv. var svære at strække. Mit praktiksted var heldigvis glade for mig, så jeg sikrede mig et job allerede, før jeg gjorde uddannelsen færdige. Vi skulle dog lige igennem den lange vinter, før jeg fik papirerne i hånden. Min mor referer til den vinter som ‘dengang du var sur hele tiden’. For det var jeg. Det var hårdt arbejde. Vi var underbemandede, der var for meget sne til, at vi kunne cykle rundt, så vi var bagud i flere uger. Det betød vi kørte nødplaner, hvilket hverken var værdigt for os eller borgerne vi skulle passe. Det betød også, at jeg skulle hjemmefra senest klokken 06:15 hver morgen, hvilket på igen måde huede b-mennesket i mig.
Men jeg præsterede på en eller anden måde at holde ud. Jeg bed tænderne hårdt sammen, og kørte igennem. Så jeg blev uddannet og påbegyndte mit fuldtidsjob i hjemmeplejen. Mens jeg cyklede rundt, og passede på byens ældre, talte jeg dagene. Jeg havde søgt ind på SOSU-assistent-uddannelsen, og hvis jeg kom ind, skulle jeg starte et par måneder efter min 25 års fødselsdag. Jeg kom ind. Da jeg melddelte min chef dette tilbød hun mig orlov, mens jeg læste, hvilket jeg pænt takkede nej til. Jeg var færdig med hjemmeplejen. Jeg vil aldrig tilbage igen.

.. Jeg endte dog med, at trække mit nej tilbage. Der var ingen grund til, at klappe med døren og måske var det rart med et job i baghånden?
Det tilbud kom jeg dog aldrig til at benytte mig af.

For jeg startede på uddannelsen, men det gik ikke. Det er faktisk noget af det dummeste jeg har været med til. Jeg havde nær brækket halsen (og adskillige andre lemmer) på min sygehuspraktik, ikke på grund af arbejdsbyrde eller fagligheden, men grundet verdens dårligeste arbejdsmiljø og en praktikvejleder, som jeg intet pænt kan skrive om. Jeg valgte dog at gennemføre den praktik, da jeg ikke kunne overskue andet. For det er faktisk ofte hårdere at gå. Det kræver kræfter, overskud og modet på alle de skuffede blikke, som helt sikkert vil møde dig i den nærmeste fremtid.

Jeg havde dog fået nok – jeg trængte til at lave noget andet. Noget uden ansvar for andre mennesker, noget simpelt. Så jeg valgte en gammel kending. VUC. Jeg havde endnu engang ikke formået, at time min flygtige afgang, så jeg måtte igen på tiggermarkedet. Og jeg fandt en studievejleder, som kunne får mig på lidt forskellige fag. Nogle i Aalborg, nogle i Aabybro og nogle via fjernundervisning. Der virkede en smule rodet, men på en eller anden måde virkede det anderledes denne gang. Jeg blev aldrig rigtig glad for det, men jeg nød roen, de ligegyldige fag og det manglende ansvar for andre end mig selv.
En ting manglede jeg dog. Kontanter. Efter flere år med noget der mindede om løn, var SU noget stramt for mig.

Så min plan om aldrig, at sætte mine ben i hjemmeplejen blev ligesom aflyst. Jeg meldte mig ind i kommunens vikarkorps. Der havde jeg min første aftenvagt, hvilket ændrede mit syn på jobbet, sig en hel del.
Det var nogle helt andre opgaver, nogle helt andre kollegaer og en helt anden stemning.
Jeg fortsatte dog mit studie. Det gik ikke ligefrem pragnede, men jeg hutlede mig igennem med tårnhøjt fravær, studievejledersamtaler og ganske hæderlige karakterer.

Ved siden af studiet, rendte vores nærmeste familie ind i noget sygdom, som gjorde det hele en smule tåget. Jeg kløede dog på, men da mit fravær blev så højt, at jeg ikke længere kunne forsætte, slog jeg en handel af. Jeg fik lov at forsætte uden SU. Så jeg skruede op for mængden af arbejde, og ned for lektielæsningen. Ikke at det havde været en højt på listen, men nu var det udelukket. Jeg fik dog min eksamen i alle mine fag, og startede op på et nyt skoleår. Forpligtelserne i privatlivet trumfede dog skolen, og jeg droppede ligeså stille fra igen. Denne gang med eksamen i 6 forskellige fag. Mit fritidsjob, var ligeså stille blevet mit fuldtidsjob. Jeg kendte flere og flere på de forskellige institutioner rundt i kommunen, og nød at komme der.

Friheden i mit vikarjob var guld. Jeg elskede at kunne planlægge min egen arbejdsuge, holde ferie når jeg ville og vælge til (og fra) efter eget ønske. Jeg ville aldrig have et fast job. Vikarlivet var vejen frem for mig.
De driller mig stadig med det på mit arbejde. For et af de steder, hvor jeg tjente rigtig mange af mine vikardollars, vred armen om på mig. De smigerede mig lige ind i deres flok efter et par år, og jeg er der endnu. I næste måned er det tre år siden, at jeg havde min sidste vikarvagt på en anden institution. Til januar har jeg været fastansat i tre år.

Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal være, når jeg bliver voksen. Jeg ved bare, at jeg har fundet et dejligt sted at være, til jeg får min åbenbaring.
Det må vel også tælle for noget.

Tak fordi du læste med, hvis du nåede så langt!

Historien om dengang, hvor jeg ikke fandt ud af, hvad skulle være når jeg blev voksen (3)

Har du læst del 1 & 2 

Dette afsnit burde nok i virkeligheden have haft titlen ‘Det er ikke studenterhuen, der trykker’.

Starten på gymnasiet blev nemlig en langvarig kamp for mig, og formentlig alle omkring mig.

Jeg er nu 17 år, og starter på byens bedste gymnasie. Jeg skal læse HF og kommer i en klasse med både nye og gamle bekendtskaber. Jeg var lige flyttet sammen med min daværende kæreste, og jeg ved ikke om det bidrog til, at denne oplevelse ikke ligefrem var en succes. For når den ene part aldrig skal ud af sengen, og den anden part er Dronning af uduelighed og manglende søvn, så er der ikke rigtigt nogen, som opdager hvordan man egentlig gør, når man skal forestille, at være voksen. Jeg var allerede voldsomt skoletræt på daværende tidspunkt, og anede ikke rigtigt hvor jeg skulle gøre af mig selv.  Så jeg nåede flere fester end afleveringer – og før jeg fik set mig om var der gået 3-4 måneder – og jeg var blevet bedt pænt om, at finde på noget andet at lave.

Den følgende årrække har jeg svært ved, at kortlægge. Jeg fik testet lidt forskelligt af, men intet af det var noget der minder om et hit.  Listen går vist nogenlunde noget ala det her:

 – produktionsskole. Vi havde efter nogle måneder i vores 34 kvm store lejlighed fundet ud af, at man skulle have penge for sådan, at skulle klare dagen og vejen. Vi var ikke gamle nok til udeboende SU, men vi kendte nogen, som vist nok engang havde gået på produktionsskolen, så en tidlig vintermorgen snørede vi skoene og traskede afsted. Det var ikke mig der førte ordet, men vi fik ja – og sådan gik der et par måneder med det.
Det var en sjov tid med masser af spændende mennesker, som jeg nok ellers ikke lige var rendt ind i.

– ‘ung pige i huset’. Jeg var også ude og forsøge mig som ung-pige-i-huset. Det viste sig at være en del mere husligt end, hvad jeg sådan kunne stille op med. Og så skulle jeg møde klokken 7 langt fra mit hjem, hvilket gjorde at jeg brugte over 12 timer på en arbejdsdag, 5 dage om ugen, og til knap 4000 kroner om måneden, var det hurtigt aflyst igen. Men børnene var nu dejlige.

– VUC. Åh, det var en on/off-affære som kom til at stå på i maaaange år. For jeg var ung og forvirret, som man nu kan være, når man har den fjerneste ide om, hvilken retning man nu bør gå. Alle omkring mig forklarede mig, gang på gang, at en studentereksamen var vejen frem, og efter som jeg ikke kunne finde på noget andet jeg ville måtte de jo have ret.
Den allerførste gang jeg startede der var det for at tage sygeplejerske-pakken. Jeg skulle bruge penge til fag, så jeg gik op og bankede på hos farmor & farfar. Jeg klagede min nød, og sagde til farfar “at jeg ikke vidste hvad jeg ville være, men at jeg kunne forestille mig, at jeg alligevel ville ende mig at passe mennesker, så det var det mest oplagte bud”. Farfar var ikke vildt imponeret over mine dagdriver-tendenser, men fandt alligevel tegnebogen frem.
Og nu bliver det hele lidt forvirrende i mit hovede. For jeg endte med at gå på VUC hele 3 gange. 2 af det relativitet kort efter hinanden. For det gik (heller) ikke første gang. Jeg synes det var for vanskeligt med alle de fag, nye relationer og så meget andet. De var dog på en eller anden måde søde nok til ikke, at smide mig helt ud af systemet. Så jeg blev tilbudt at blive overflyttet til en anden afdeling. Eller en anden skole om man vil. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvor det var jeg gik i det måneder – jeg ved bare at de andre elever var rigtige voksne og jeg havde fag som; Aalborg Historie, Billedekunst og så fik jeg lov at være ‘hjælpelærer’ på et engelskhold.
Og når man nu, som mig, ikke er sådan en der går og råber højt om den slags skoleskift, er der ingen jeg kan spørge.
Jeg endte dog tilbage på VUC igen, for jeg skulle jo have den studentereksamen – koste hvad det ville. Denne gang blev jeg anbefalet at starte op i en ‘rigtig’ klasse. Så kunne jeg følges af med de andre elever og danne relationer. Jeg må have være omkring 20 år på daværende tidspunkt. Jeg havde lige været hjemme og vende hos mor & far nogle måneder – og var nu flyttet sammen med min dejligeste veninde. Det var lækkert at være flyttet ud igen, og jeg havde savnet friheden. Den der frihed, som jeg stadig ikke rigtigt kunne administrere. Så det der med, at passe sin skole gik hurtigt at fløjten igen. Jeg kunne oprigtigt ikke lide, at være der. Det var som om, at jeg ikke kunne tvinge mig selv afsted – selvom det gav næsten ligeså meget ondt i maven, at fucke op igen, som det gjorde, at tage afsted hver morgen.

Men jeg gjorde det. Altså lod være med at møde op, indtil de smed mig ud. For pengene skulle jeg jo bruge. At dette ikke blev min sidste tur forbi VUC må I høre mere om senere.

De rakte selvfølgelig ikke så langt, altså pengene, så det betød en tur på socialt kontoret for mig. Det var første og eneste gang jeg nogensinde skulle søge bistand. Det foregik på deres ungdomsafdeling. Jeg havde alle mine papirer med – den søde socialrådgiver, som talte med mig, kunne godt se at kassen var tom, så hun sendte mig ind efter et engang beløb hos en anden kommunalinstans. Jeg gik derfra med nok til mine regninger og lidt mad. Det var så fornemt.

Nogle dage efter sad A og jeg i parken og drak øl. Det var sommer og jeg skulle bruge en plan. Jeg vidste jo godt, at kontanthjælp ikke var vejen frem for mig. Jeg ville ikke overleve bare en enkelt dag i haveservice eller hvad nu jeg ville blive sat til.
Mens vi nød sommervejret og øllen prøvede vi at komme med forskellige bud – skulle man få sig en flise? Eller give VUC forsøg nummer 3? Give op og blive posedame? Ideer var der ikke ligefrem mange af, til gengæld var de dårlige og ubrugelige, dem der var. På et tidpunkt nævner jeg, at vores veninde jo egentlig har fortalt, at de mangler folk på hendes arbejde. Et af de der ungdomsjob, hvor er det er okay med tømmermænd om fredagen, der er fester om fredagen og resten af ugen går med lidt skodarbejde og en masse jævnaldrende kollegaer. Øllen havde så småt gjort sit, så jeg brød alle de uskrevne regler i mit hovede. Jeg besluttede, at sende en sms om, at jeg var klar, hvis de var.

Jeg besluttede, at give mig selv fri fra uddannelsesræset. På ubestemt tid.

Et par øl senere ringende min telefon pludselige med et nummer jeg ikke kendte. Eftersom jeg lige havde sendt en ‘ansøgning’ ud i universet, blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte svare. Så jeg rystede den værste del af branderten af mig, og gik ind mellem træerne for at tale. Samtale husker jeg intet af, men da jeg vendte tilbage til A, som stadig sad i solen, var jeg en jobsamtale rigere. De skulle starte nye hold 1,5 uge efter – og ville meget gerne se mig til samtale allerede om mandagen.

(Forsættes)

Historien om dengang, hvor jeg ikke fandt ud af, hvad skulle være når jeg blev voksen (2)

Har du læst del 1 – ellers finder du den her

At begynde på Tekniskskole var en stor omvæltning for mig. Når man har gået på en lille sød friskole, og et års tid på jævn størrelse privatskole, er en standart uddannelsesinstitution noget af en mundfuld. Jeg følte, at der var mange hundrede mennesker at forholde sig til, lige pludselig. Efter som, at jeg ikke rigtig havde behøvet, at skaffe mig selv nogle venner, siden jeg var cirka 6 år, skulle mit sociale talent pludselig hives op af hatten og finpudses. Jeg søgte højt og lavt, efter nogle ligesindede, blandt alle de smådullede frisøraspiranter. Det var nok allerede der, at jeg indså, at der var lidt langt mellem snapsene. For uanset, hvor søde alle de piger var, for det var de virkelig, så havde jeg grænsende til intet til fælles med dem. Overhovedet. Jeg fandt dog en skoleveninde – sådan en med langt ufarvet hår, fjälräv på ryggen og næsen begravet i en ‘Harry Potter’-bog. Vi passende lidt bedre sammen, så vi fjollede rundt og forsøgte at navigere igennem alt fra tykkelsen på spoler til bryllupsopsætning af hår. Det var egentlig en okay periode, men da tiden kom og vi skulle søge elevpladser var jeg ret afklaret. Der var cirka 14 elevpladser i Nordjylland på årsbasis, og tekniskskole spyttede raskvæk 30-40 lærepladssøgende elever ud hver 3. måned. Så jeg gav op, på forhånd. Min skolveninde kom heller aldrig igang med søgningen, og er, så vidt jeg ved, folkeskolelærer den dag i dag.

Efter mit liv frisør-eventyr var jeg endnu mere lost. Jeg viste vitterlig ikke, hvilken retning jeg skulle gå eller hvad jeg skulle foretage. Der var dog en del i venneflokker, som havde kastet deres kærlighed på det der med gymnasiet. Mine forældre var store fortalere for dette, da det jo åbner en del døre – og det var jo hvad sådan en ubeslutsom type, som mig, havde brug for.

Jeg vidste intet om, at søge ind på den slags. Det var forår og jeg havde sagt farvel til tekniskskole. For jeg ikke skulle gå for meget i frø tog jeg ekstravagter på mit fritidsjob, og skaffede mig et ekstra. 3 dage om ugen stod jeg op før daggry, for at gøre rent hos den lokale købmand. Det var ikke ligefrem drømmen, for et b-menneske som mig, men det var nu rart nok at kunne tjene lidt til dagen og vejen. Resten af min tid gik med veninder og min daværende kæreste. Vi var uadskillige, som kun to teenagere kan være, hvilket vist tog modet fra de fleste omkring os. Hvilket vi selvfølgelig var ligeglade med, som kun to teenagere kan være det.

Det gik hverken værre eller bedre end, at jeg tilfældig aften, midt i marts, snakkede i telefon med en veninde fra folkeskolen. Hun var startet gymnasiet allerede, da jeg startede 10. klasse, og var derfor nærmest ekspert på område. Hun spurgte indtil, hvilket gymnasie, hvordan og hvornår. Jeg svarede at jeg påtænkte, at starte op efter sommerferien, og at jeg selvfølgelig ville gå på Katedralskolen. Den eneste gymnasium med et ry, som tiltalte mig. Min veninde synes det lød dejligt, og spurgte så ind til min ansøgning. Den slags man sender ind, og anmoder om at få lov til, at starte op. Min 17-årige hjerne kørte pludselig på højtryk. “Hvilken ansøgning?”, spurgte jeg. Jeg kendte vist nok allerede svaret, men min bange anelser sagde mig, at jeg allerede var gået lidt galt i byen. Hun forklarede, tålmodigt, om den famøse ansøgning, hvordan det skulle være afleveret allerede i dag på pågældende gymnasie. Så der stod jeg, klokken 22.00, uden ansøgning, 10 km fra skolen og var ganske computerfri. Min veninde kunne nok godt mærke på mig, at jeg blev lidt slået ud, for hun skyndte sig at lægge røret fra sig. Da hun vendte tilbage, havde hun allerede en løsning klar. Jeg skulle bare finde mine eksamenspapirer og min cykel frem i en fart, så ville hun starte sin fars arbejdscomputer op i mellem tiden.
Min forældre var mærkeligt nok ikke vildt imponerede over min indsat, men virkede nu alligevel glad nok for, at der var nogen, som gad at lægge sig i selen for, at forsøge på at rede min røv.

Så vi brugte en stor del af aftenen på at udfylde, kopiere og skrive ned – og morgenen efter sad jeg i den første bus, på vej mod Katedralskolen, med mine papirer i hånden.

(Forsættes)

Historien om dengang, hvor jeg ikke fandt ud af, hvad skulle være når jeg blev voksen (1)

Jeg var vist egentlig et helt standart barn – med dejlige forældre og to søde søstre i et lille rødt rækkehus på hjørnet af en vej.  Jeg husker ikke som sådan, at nogen omkring mig sådan snakkede karriere eller fremtidsdrømme de første mange mange år. Måske gjorde man ikke det dengang eller måske var jeg bare omgivet af nogle uambitiøse typer, som mig selv.

Årene skred dog frem i folkeskolen, og snakken begyndte så småt i krogene. Jeg kan huske, at der startede ny dreng i klassen, som annoncerede, at han skulle være meteorolog, som noget af det første. Jeg var næsten sikker på, at jeg vidste hvad sådan en var. Desuden var jeg 14 år og havde hovedet dybt begravet i Beverly Hills, tanker om drengene, nyt tøj og hvor den næste fest mon skulle foregå. Den slags var faktisk lige mig – jeg elsker alt der havde med dulleri, festligeheder, drenge og forfængelighed at gøre – præcis som de andre piger på min alder. At være vokset op i hjem uden adgang til så meget som en tør mascara, havde givet mig blod på tanden.

Jeg klippede artikler ud af blade, brugte begge mine søstre som forsøgkaniner/sminkedukker, jeg overtog alle produkter, som de andre var trætte af og drømte om en fin føntørre. Den største lykke var, når der var et tillæg, om hår-mode, med i et af bladene. Jeg satte dem troligt i et ringbind, efter dato og alt muligt. Det lyder måske banalt, men jeg har altid opbevaret alle løsark fra skole osv. i bunden af min taske, sammenkrøllet og snavset. Så at have så fint et ringbind stående på reolen måtte jo betyde et eller andet, måtte det ikke?

Fagene i skolen sagde mig ikke så meget. Jeg var rigtig glad for at gå der – mine skolekammerarter var søde, lærerne var faktisk ganske okay og arbejdsbyrden var overkommelig, selvom jeg næsten altid sprang over det lave gærde, og ‘glemte’ lektierne i tide og utide. Jeg satte dog pris på at skrive stile, og det gøre jeg vel egentlig endnu. Det viste sig dog hurtigt, at selvom man ikke har ambitioner, som sådan, kan man klare sig fint igennem med middelmådige karakterer, uden sådan rigtig at få hænderne op af lommen.

Hvordan det skete ved jeg ikke, men jeg kunne nok ikke beslutte mig, og så blev det gjort for mig. Jeg endte hvertfald op i 10. klasse inde i Aalborg, hvilket udmiddelbart burde have passet en lille byhøne, som mig, fortræffeligt. Jeg skulle gå i klasse med en barndomsveninde, en barndomsven og en helt masse fremmede. Det var en smule skræmmende, for en introvert som mig, som hidtil kun havde slået min folder på en lille bitte friskole med under 170 elever og ansatte.

Jeg husker ikke så meget fra det år. Jeg ved bare, at jeg aldrig rigtig blev dus med det sted. Der var andre ting der trak i min – fx min daværende kæreste, mere fest og frihed. Jeg var jo nærmest blev voksen, inde i mit eget hoved, og måtte jo sådan næsten selv bestemme, hvornår og hvor ofte jeg skulle i skole. Bare mor og far intet vidste. Det var lidt en kultur derude. Store del af vores årgang havde tårnhøjt fravær, og skolen var ikke bange for at indvoldere forældre. Så enten var jeg lidt mere snu end de fleste eller så snød det dem, at jeg faktisk var kronisk forkølet dengang.

Mens tiden sneglede sig afsted mod årets afslutning skulle beslutninger tages. Jeg var lige pludselig ikke så voksen længere. Alle omkring mig forvandlede sig pludselig til selvsikre typer. ”Jeg skal på gymnasie, for jeg skal være ingeniør”, ”Jeg har altid drømt om at blive stewardesse’, ”Jeg skal på tekniskskole, da min far har et elektrikerfirma, som jeg skal overtage engang” osv. fløj igennem luften. Hvor vidste de pludselig det fra? Hvorfor havde de aldrig sagt noget om det før? Jeg får stadig kuldegysninger, når folk stolt proklamerer, at de altså har vidst at de ville være skorstensfejer siden de var 3 år. Den slags er ganske enkelt over min fatevne.

Der stod jeg så tilbage. Jeg interesserede mig ikke for noget, og havde ingen trang til at blive noget. Jeg drømte om ingenting. Den fornemmelse endte faktisk med, at blive soundtracket til mit liv de næste mange mange år. Presset omkring mig voksede – jeg skulle jo meldes ind på noget. Der skulle jo tages nogle beslutninger og sættes noget i gang for mig. Jeg spekulerede som en gal, og det eneste jeg kunne fremtvinge fra min hjerne var, at jeg godt kunne lide sådan noget med at sætte hår. Jeg elskede det og havde efterhånd brugt meget fritid på det som hobby – farvet hår på veninder, sat lidt hår til konfirmationer og leget så meget mit eget, at det var tyndslidt.

Det betød tekniskskole. Det måtte betyde, at jeg gerne ville være frisør og på tekniskskole. Ikke at jeg som sådan vidste, hvad en frisør rendte og lavede, men de fik vel lov at sætte hår – og det vidste jeg da, at jeg kunne lide.

Dengang var der ingen der snakkede om relevans, kollegaskab, jobmuligheder og den slags. Det skulle være ud fra interesse, og sådan noget ejede jeg ikke.

.. men fremad skulle jeg, og vejen den ledte mig mod den tekniskeskole.

(Forsættes)