Historien om dengang, hvor jeg ikke fandt ud af, hvad skulle være når jeg blev voksen (3)

IMG_3319
Har du læst del 1 &

Dette afsnit burde nok i virkeligheden have haft titlen ‘Det er ikke studenterhuen, der trykker’.

Starten på gymnasiet blev nemlig en langvarig kamp for mig, og formentlig alle omkring mig.

Jeg er nu 17 år, og starter på byens bedste gymnasie. Jeg skal læse HF og kommer i en klasse med både nye og gamle bekendtskaber. Jeg var lige flyttet sammen med min daværende kæreste, og jeg ved ikke om det bidrog til, at denne oplevelse ikke ligefrem var en succes. For når den ene part aldrig skal ud af sengen, og den anden part er Dronning af uduelighed og manglende søvn, så er der ikke rigtigt nogen, som opdager hvordan man egentlig gør, når man skal forestille, at være voksen. Jeg var allerede voldsomt skoletræt på daværende tidspunkt, og anede ikke rigtigt hvor jeg skulle gøre af mig selv.  Så jeg nåede flere fester end afleveringer – og før jeg fik set mig om var der gået 3-4 måneder – og jeg var blevet bedt pænt om, at finde på noget andet at lave.

Den følgende årrække har jeg svært ved, at kortlægge. Jeg fik testet lidt forskelligt af, men intet af det var noget der minder om et hit.  Listen går vist nogenlunde noget ala det her:

 – produktionsskole. Vi havde efter nogle måneder i vores 34 kvm store lejlighed fundet ud af, at man skulle have penge for sådan, at skulle klare dagen og vejen. Vi var ikke gamle nok til udeboende SU, men vi kendte nogen, som vist nok engang havde gået på produktionsskolen, så en tidlig vintermorgen snørede vi skoene og traskede afsted. Det var ikke mig der førte ordet, men vi fik ja – og sådan gik der et par måneder med det.
Det var en sjov tid med masser af spændende mennesker, som jeg nok ellers ikke lige var rendt ind i.

– ‘ung pige i huset’. Jeg var også ude og forsøge mig som ung-pige-i-huset. Det viste sig at være en del mere husligt end, hvad jeg sådan kunne stille op med. Og så skulle jeg møde klokken 7 langt fra mit hjem, hvilket gjorde at jeg brugte over 12 timer på en arbejdsdag, 5 dage om ugen, og til knap 4000 kroner om måneden, var det hurtigt aflyst igen. Men børnene var nu dejlige.

– VUC. Åh, det var en on/off-affære som kom til at stå på i maaaange år. For jeg var ung og forvirret, som man nu kan være, når man har den fjerneste ide om, hvilken retning man nu bør gå. Alle omkring mig forklarede mig, gang på gang, at en studentereksamen var vejen frem, og efter som jeg ikke kunne finde på noget andet jeg ville måtte de jo have ret.
Den allerførste gang jeg startede der var det for at tage sygeplejerske-pakken. Jeg skulle bruge penge til fag, så jeg gik op og bankede på hos farmor & farfar. Jeg klagede min nød, og sagde til farfar “at jeg ikke vidste hvad jeg ville være, men at jeg kunne forestille mig, at jeg alligevel ville ende mig at passe mennesker, så det var det mest oplagte bud”. Farfar var ikke vildt imponeret over mine dagdriver-tendenser, men fandt alligevel tegnebogen frem.
Og nu bliver det hele lidt forvirrende i mit hovede. For jeg endte med at gå på VUC hele 3 gange. 2 af det relativitet kort efter hinanden. For det gik (heller) ikke første gang. Jeg synes det var for vanskeligt med alle de fag, nye relationer og så meget andet. De var dog på en eller anden måde søde nok til ikke, at smide mig helt ud af systemet. Så jeg blev tilbudt at blive overflyttet til en anden afdeling. Eller en anden skole om man vil. Jeg er faktisk ikke helt sikker på, hvor det var jeg gik i det måneder – jeg ved bare at de andre elever var rigtige voksne og jeg havde fag som; Aalborg Historie, Billedekunst og så fik jeg lov at være ‘hjælpelærer’ på et engelskhold.
Og når man nu, som mig, ikke er sådan en der går og råber højt om den slags skoleskift, er der ingen jeg kan spørge.
Jeg endte dog tilbage på VUC igen, for jeg skulle jo have den studentereksamen – koste hvad det ville. Denne gang blev jeg anbefalet at starte op i en ‘rigtig’ klasse. Så kunne jeg følges af med de andre elever og danne relationer. Jeg må have være omkring 20 år på daværende tidspunkt. Jeg havde lige været hjemme og vende hos mor & far nogle måneder – og var nu flyttet sammen med min dejligeste veninde. Det var lækkert at være flyttet ud igen, og jeg havde savnet friheden. Den der frihed, som jeg stadig ikke rigtigt kunne administrere. Så det der med, at passe sin skole gik hurtigt at fløjten igen. Jeg kunne oprigtigt ikke lide, at være der. Det var som om, at jeg ikke kunne tvinge mig selv afsted – selvom det gav næsten ligeså meget ondt i maven, at fucke op igen, som det gjorde, at tage afsted hver morgen.

Men jeg gjorde det. Altså lod være med at møde op, indtil de smed mig ud. For pengene skulle jeg jo bruge. At dette ikke blev min sidste tur forbi VUC må I høre mere om senere.

De rakte selvfølgelig ikke så langt, altså pengene, så det betød en tur på socialt kontoret for mig. Det var første og eneste gang jeg nogensinde skulle søge bistand. Det foregik på deres ungdomsafdeling. Jeg havde alle mine papirer med – den søde socialrådgiver, som talte med mig, kunne godt se at kassen var tom, så hun sendte mig ind efter et engang beløb hos en anden kommunalinstans. Jeg gik derfra med nok til mine regninger og lidt mad. Det var så fornemt.

Nogle dage efter sad A og jeg i parken og drak øl. Det var sommer og jeg skulle bruge en plan. Jeg vidste jo godt, at kontanthjælp ikke var vejen frem for mig. Jeg ville ikke overleve bare en enkelt dag i haveservice eller hvad nu jeg ville blive sat til.
Mens vi nød sommervejret og øllen prøvede vi at komme med forskellige bud – skulle man få sig en flise? Eller give VUC forsøg nummer 3? Give op og blive posedame? Ideer var der ikke ligefrem mange af, til gengæld var de dårlige og ubrugelige, dem der var. På et tidpunkt nævner jeg, at vores veninde jo egentlig har fortalt, at de mangler folk på hendes arbejde. Et af de der ungdomsjob, hvor er det er okay med tømmermænd om fredagen, der er fester om fredagen og resten af ugen går med lidt skodarbejde og en masse jævnaldrende kollegaer. Øllen havde så småt gjort sit, så jeg brød alle de uskrevne regler i mit hovede. Jeg besluttede, at sende en sms om, at jeg var klar, hvis de var.

Jeg besluttede, at give mig selv fri fra uddannelsesræset. På ubestemt tid.

Et par øl senere ringende min telefon pludselige med et nummer jeg ikke kendte. Eftersom jeg lige havde sendt en ‘ansøgning’ ud i universet, blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte svare. Så jeg rystede den værste del af branderten af mig, og gik ind mellem træerne for at tale. Samtale husker jeg intet af, men da jeg vendte tilbage til A, som stadig sad i solen, var jeg en jobsamtale rigere. De skulle starte nye hold 1,5 uge efter – og ville meget gerne se mig til samtale allerede om mandagen.

(Forsættes)

Advertisements

Historien om dengang, hvor jeg ikke fandt ud af, hvad skulle være når jeg blev voksen (2)

IMG_2681 2.jpg

Har du læst del 1 – ellers finder du den her

At begynde på Tekniskskole var en stor omvæltning for mig. Når man har gået på en lille sød friskole, og et års tid på jævn størrelse privatskole, er en standart uddannelsesinstitution noget af en mundfuld. Jeg følte, at der var mange hundrede mennesker at forholde sig til, lige pludselig. Efter som, at jeg ikke rigtig havde behøvet, at skaffe mig selv nogle venner, siden jeg var cirka 6 år, skulle mit sociale talent pludselig hives op af hatten og finpudses. Jeg søgte højt og lavt, efter nogle ligesindede, blandt alle de smådullede frisøraspiranter. Det var nok allerede der, at jeg indså, at der var lidt langt mellem snapsene. For uanset, hvor søde alle de piger var, for det var de virkelig, så havde jeg grænsende til intet til fælles med dem. Overhovedet. Jeg fandt dog en skoleveninde – sådan en med langt ufarvet hår, fjälräv på ryggen og næsen begravet i en ‘Harry Potter’-bog. Vi passende lidt bedre sammen, så vi fjollede rundt og forsøgte at navigere igennem alt fra tykkelsen på spoler til bryllupsopsætning af hår. Det var egentlig en okay periode, men da tiden kom og vi skulle søge elevpladser var jeg ret afklaret. Der var cirka 14 elevpladser i Nordjylland på årsbasis, og tekniskskole spyttede raskvæk 30-40 lærepladssøgende elever ud hver 3. måned. Så jeg gav op, på forhånd. Min skolveninde kom heller aldrig igang med søgningen, og er, så vidt jeg ved, folkeskolelærer den dag i dag.

Efter mit liv frisør-eventyr var jeg endnu mere lost. Jeg viste vitterlig ikke, hvilken retning jeg skulle gå eller hvad jeg skulle foretage. Der var dog en del i venneflokker, som havde kastet deres kærlighed på det der med gymnasiet. Mine forældre var store fortalere for dette, da det jo åbner en del døre – og det var jo hvad sådan en ubeslutsom type, som mig, havde brug for.

Jeg vidste intet om, at søge ind på den slags. Det var forår og jeg havde sagt farvel til tekniskskole. For jeg ikke skulle gå for meget i frø tog jeg ekstravagter på mit fritidsjob, og skaffede mig et ekstra. 3 dage om ugen stod jeg op før daggry, for at gøre rent hos den lokale købmand. Det var ikke ligefrem drømmen, for et b-menneske som mig, men det var nu rart nok at kunne tjene lidt til dagen og vejen. Resten af min tid gik med veninder og min daværende kæreste. Vi var uadskillige, som kun to teenagere kan være, hvilket vist tog modet fra de fleste omkring os. Hvilket vi selvfølgelig var ligeglade med, som kun to teenagere kan være det.

Det gik hverken værre eller bedre end, at jeg tilfældig aften, midt i marts, snakkede i telefon med en veninde fra folkeskolen. Hun var startet gymnasiet allerede, da jeg startede 10. klasse, og var derfor nærmest ekspert på område. Hun spurgte indtil, hvilket gymnasie, hvordan og hvornår. Jeg svarede at jeg påtænkte, at starte op efter sommerferien, og at jeg selvfølgelig ville gå på Katedralskolen. Den eneste gymnasium med et ry, som tiltalte mig. Min veninde synes det lød dejligt, og spurgte så ind til min ansøgning. Den slags man sender ind, og anmoder om at få lov til, at starte op. Min 17-årige hjerne kørte pludselig på højtryk. “Hvilken ansøgning?”, spurgte jeg. Jeg kendte vist nok allerede svaret, men min bange anelser sagde mig, at jeg allerede var gået lidt galt i byen. Hun forklarede, tålmodigt, om den famøse ansøgning, hvordan det skulle være afleveret allerede i dag på pågældende gymnasie. Så der stod jeg, klokken 22.00, uden ansøgning, 10 km fra skolen og var ganske computerfri. Min veninde kunne nok godt mærke på mig, at jeg blev lidt slået ud, for hun skyndte sig at lægge røret fra sig. Da hun vendte tilbage, havde hun allerede en løsning klar. Jeg skulle bare finde mine eksamenspapirer og min cykel frem i en fart, så ville hun starte sin fars arbejdscomputer op i mellem tiden.
Min forældre var mærkeligt nok ikke vildt imponerede over min indsat, men virkede nu alligevel glad nok for, at der var nogen, som gad at lægge sig i selen for, at forsøge på at rede min røv.

Så vi brugte en stor del af aftenen på at udfylde, kopiere og skrive ned – og morgenen efter sad jeg i den første bus, på vej mod Katedralskolen, med mine papirer i hånden.

(Forsættes)

Tak, mor.

disneymor

.. for at have opflasket mig på byens bedste hjemmebag, sarkasme, ordre om at lege ud i godt vejr og sørget for, at der strømmede Poul Krebs i højtaleren, så snart far var udenfor hørevidde.

.. for ikke at protestere, da jeg ville konfirmeres i hængerøvs-bukser og tanktop (og Lillesøster E i sort kjole med strutskørt), selvom nogle forældre himlede med øjnene i kirken.

.. for at opmuntre til alle former for psykopatisk samler-mani og bla. bruge timevis på at gennemrode butikker for udgåede Diddel-kort i slut 90’erne, og sætte dem i album.

.. for at lade mig have ældre venner, uden at stille spørgsmål og lade mig gå til fester med Kit og vores slæng – og i Jomfru Ane gade lang tid før jeg var myndig.

.. for at lade K navngive din nye racercykel Randi. 

.. have sunget ‘ulve sangen’ fra Ronja Røverdatter på repeat, når vi var syge.

.. fordi hæklede mig verdens grimmeste bøllehat, da jeg nægtede at købe en stundenterhue, så den ironiske distance var gennemført på hestevognskøreturen.

.. for at lære mig, at man hvis man er knibe, skal man finde en voksen, men at man aldrig skal sladre unødigt, for det får man ikke venner af.

.. for at være ligeså vild med vores far, som vi andre er. Det ér også svært, at lade være.

.. for at lade ‘frihed under ansvar’ være slagordet for alt, og lært os at verden ikke er farlig. Pædagogforældre af bedste skuffe, om man vil. Altid var det pålagt os cykle hjem alene, uden formaninger, at lege med dem vi ville, drikke øl til festerne med de andre osv. For du troede på, vi holdte ord og kunne tænke selv – og sparede os dertil også for sådan noget pinligt vrøvl, med bier og blomster (vi fandt nok ud af det hele, når tiden var, som du sagde, sidst jeg påpegede, at vi da gudskelov ikke var tvangsindlagt til dén type samtale, og stadig ikke var endt i ‘Unge Mødre’ på den ufrivillige måde).

.. for ikke at lade mig få Buffalos, da jeg var 9 år. Jeg ville 1) have set dum ud, som du sagde og 2) med min motorik helt sikkert brækket begge ben.

.. at føde mig to fantastiske søstre. 

.. for aldrig at have været en pinlig, ung-med-de-unge wannabee-mor, der ville være veninder med sine børn. Du er nemlig meget meget bedre end sådan nogle, som jeg desuden allerede har nok af – du er jo min mor!

.. for at have læst alle Ælle-bælle, Astrid Lindgren og Ole Lund Kierkegaard bøger højt, og altid ladet mig samle på Harry Potter, Skammer-bøgerne og tusinde af andre serier, samt foræret mig det næste bind, udover lommepengene, når de udkom. Det er helt sikkert grunden til, jeg er så læsetosset idag.

.. for alle dage at have grint af dig selv, når det har været oplagt og lært at man ingen vegne kommer uden selvironi. 

Du er lige præcis, den bedste mor, jeg kunne få.

Heathers, The Musical – en anbefaling

I torsdags havde jeg inviteret min søde mand på date.

Teatergruppen “Musicaliber”, der på jævnlig basis laver fortolkninger på klassiske stykker, var nemlig på plakaten på Aalborgs Hem’li Teater, og de plejer altid gøre det godt.

Sidst, jeg så noget fra deres hånd, var det “Den Eneste Ene” der stod for skud, og jeg gik helt 90’er nostalgisk og høj derfra.

Derfor var jeg ikke i tvivl om, at jeg også måtte give “Heathers” et skud.

Selv havde jeg aldrig hørt om stykket, men kan forstå, det er en ungdomsklassiker fra 1988, og efter forestillingen forstår man godt hvorfor.

Den har alle elementerne i en klichefyldt american teenmovie, men også med adskillige plottwists, der må have rystet bibelbælteholdet i USA, da den kom frem.

En vaskeægte “Mean girls” krydret med homosexsualitet, selvmord, magtesløse lærer, naive forældre og mobning der fører til skyderier.

Der er nørden, goth’en, den tykke pige, sportsidioterne, det “skadet” barn, samt top-eliten, pigegruppen “The Heathers”dø der styrer kantinen, festerne og hirakiet med hård hånd. Og selvfølgelig en hovedperson, der skal jonglere mellem tilbuddet om at blive en del af kliken, de gamle venner og farlig kærlighed. Jeg lover jer, man får akkurat det der kan forventes af denne cocktail, samt lidt til.

Der er nemlig fantastisk live musik, fede stop-motion effekter og ualmindelig velskrevet manus, der giver kvaliteten et nøk op, der i min optik kan matche Aalborg Teaters professionelle opstillinger, uden problemer.

Indlægget her er ganske anti-sponsoreret, men blot en anbefaling. Både min kæreste og jeg er enige om, man sagtens kunne se den igen. Så lyder det, som noget for dig, synes jeg, du skal skynde dig at booke en date til formålet.Der er flere aftner, der ligesom i torsdags, er meldt udsolgt, men der er stadig mulighed for at slå til.

Stykket kører i øvrigt til og med d. 3 marts, så er du interesseret, så tjek deres facebook for ledige billetter.

Bed time stories – husker du?




Om aftenen, er en noget nær fast del af min kærestes sove-ritual, legen “Fortæl lige om..”.
Legen går på runde mellem os, og selv efter syv år, er der stadig nye ideer til fortællinger, og ellers kan en god gammel genganger fortælling også efterlyses. Tit er det mig, der plager min kæreste, og han må derfor så diske op med en godnathistorie. Han er eminent til at gå helt i “Thomas Winding”-mode og starte fortællinger op ala: “Jo, nu skal du høre. Vi skal langt tilbage idag – før der var rindende vand i husene og at elektricitet var allemandseje..”

Emnerne spænder vidt; nogle gange beder min kæreste om at jeg skal forklare  noget fra Harry Potter, eller jeg forlanger overblik over slaveriet eller skyttegravene i 1. Verdenskrig.
Aller oftest er det dog personlige beretninger, vi uddeler, og her lyder spørgsmålene fx på “hvem var den sejeste dreng på din folkeskole, og ved du hvor han er endt idag” eller “fortæl den sjoveste fuldehistorie fra gymnasiet”.

Når det så en sjælden gang i mellem, har været min fortælleaften er konsekvensen ofte, at jeg næsten altid summer i en dagdrøms-strøm dagene efter. Bud til kategoriens spørgsmål, vælter ind i øst og vest, og jeg kan ikke stoppe. Tirsdag, er sådan en dag. 
Min fortællings-ordre lød på: “Fortæl om din allerbedste sommer – eller bare bedste sommerminde”, og de sidste dage har min hjerne impulsivt brainstormet sommererindringer fra barndommen.

Jeg husker bla.:
Da K og jeg legede Bølle Bob og gik med hver sin ende af et sjippetov om livet.

– Sommerhus tur med farmor og farfar, hvor spandauerne med syltetøj og creme altid blev halveret og sat sammen, så man kunne smage en af hver. 

– At drikke øl som 12 årige på svævebanen og kravle op på børnehavetaget, med min 2 år ældre kusine og vores fælles venner. 

– Da Lillesøster E og jeg sov i telt og havde slik og lommelygter med.

– At vælte hegnet til Malk De Kojin på Roskilde.

– At synge “ferie ferie”-sangen i Aulaen med friskolens 160 personer, så taget næsten lettede.

– Da K og jeg drak os fulde i papvin på en bænk, og K kørte mig hjem i en indkøbsvogn.

– At stå på løbehjul ned og hente vandhunde-is med veninde inden Juniorklub.

– Tøsecamping-tur til Kerteminde med bål og vandpibe på stranden.. Og alle de andre år, hvor campingværterne ógså kom efter os.

.. At rutsje to mand, med ryggen mod vandbanen, mens mor skreg af grin, og jeg af skræk.

– Grillfester med familien, hvor man spiste brankede flutes og ventede på kødet, der aldrig blev færdigt, mens snakken gik, solen skinnede og hængekøjen snildt kunne huse alle os børn.

16 ting, jeg husker, fra folkeskolen:

.. At det var utroligt, som brugt idrætstøj, ugebreve og overmodne bananer aldrig lærte selv, at finde op fra ens taske.
.. At topmålet med skolegang var at nå til 9. klasse. Ikke for at dimentere, men fordi man så måtte tage til købmanden i frikvarteret. Dancake-roulader, cupnoodels, langejan’er og parisertoast for the win.
.. Hvor stille der kunne blive, når biologilæren kylede sin bog mod skabet bagerst i klassen.
.. Hvor mange gange, man ønskede sig død, når ens musiklærer proklamerede der skulle laves lege med fagter og dyrelyde, som “indlevende opvarmning” inden instrumenterne måtte findes frem. 
.. Duften af osteboller fra ‘Boden’.
.. At skulle gå med håndklædet om sig på fællesgangen, mellem omklædningsrum og pigernes fællesbad (altimens hele drengeholdet stod i rækken overfor), var mere nervepirrende end at se X-files med lyd og uden selskab. For for satan, tænk hvis det var netop idag, man snublede.
.. Hvor hårdt 14 årige, håndværker-udklædte konfirmanter kan tyrer Big-Ben karameller. 
.. At “skrive noter” var et synonym for at tegne i timen.
.. Hvor rasende upopulært det var, da lærene fandt ud af, at 8. klasserne havde smuglet vodka med på overnatningsturen i skoven. Shit, der røg mange sedler med hjem på den konto.
.. Lykken ved at få lov at skrive stil på PC før alle andre, fordi ens fantasi var for god og ens skrift for rædsom, til at læreren kunne gennemlæse 13 skrevne sider. 
.. At alle hyyyylede og havde hjemve på lejrturene. Og jeg en af årene sov i drengeteltet, bare for at blive fri.
.. Hvor tit man kiggede efter Frederikke i Tysk.
.. At ordren om at at “vente” eller  “tage et stykke frugt” inden aftensmad, lød som en straf mere end et pænt tilbud. Udelukkende fordi man naturligvis havde ædt hele madpakken ink. snacks kl. 12, og derfor synes et æble var et en dråbe i havet, til aftensmaden faldt præcis 17.30.
.. Hvor ulækkert kaffedrikkende lærer stank.
.. At topmålet af nederen var, at grave sin cykel frem af bunken foran cykelstativet.
.. Hvor meget jeg nær døde af grin, da de tre “seje piger” ville holde stripshow for drengene, og jeg var “inviteret med” i den hemmelige plan. At melde sig som “lysshow”-assistent og dermed holde lommelygten fra overkøjen var vist et godt træk.
Hvad husker du?

Noget om at føle sig gammel og et sus i maven.


Erindrer du også den fornemmelse? Det sus i maven, man fik sig, da man satte benene i sin første lejlighed, velvidne om, at det fra nu af var ens hjem? Jeg gør, som om det var igår. Tænk, at man måtte få så meget plads helt for sig selv. At måtte drikke rødvin på hverdagsaftner, fylde køleskabet med alle sine livretter og spille MC Clemens ligeså højt man ville, når man ville. HVER DAG! Hvor fedt var det ikke? Ingen bekymringer om pludselige, ubetalte regninger, den evige støvsugning hvor det altid er din tur, eller alle de gange, man glemmer at købe salt, toiletpapir og elpærer i rette tid. Nej, det her, det var bedre end at vinde i lotto.

Denne følelse ved jeg, vores lillesøster står med netop idag. Hun har nemlig fået tilbudt en lejlighed og sagt ja, efter at have set den i formiddags. Og til mit og K’s held ligger den lige i smørhullet mellem hendes og mit hjem. Hvor heldig kan man være, måske at få sine to yndlings personer indenfor en radius af 1,5 km? Jeg håber virkelig, at hun får den og de andre i køen, siger nej tak. 

Så pyt med, at denne oplysning også gør, jeg føler mig lidt som en olding, velvidne om, at det er noget nær 7 år siden, det var mig der stod med den sommerfugle-hær i maven. Og skulle jeg have glemt akkurat hvordan det var, så har jeg altid indlægget her at se tilbage på: http://venterpaavin.blogspot.dk/2010/09/min-nye-lejlighed.html. Fremvisningen af min lejlighed anno 2010. I babybilleder med skod-pixels godt nok, men ikke desto mindre svømmer jeg over af nostalgisk kærlighed. Blev helt overrasket, da jeg fandt det i gemmerne idag. Det er bare skægt at se. Og der er sørme sket meget, havde rent glemt badeværelset før renoveringstid, de gamle Bridgewater-krukker i køknet og det hvide Ikea-bord der forlængst er udskiftet. 7 år, Niels – 7 år!

Hvad med dig? Husker du suset? Og hvordan så dit første hjem mon ud?