Tak, mor.

disneymor

.. for at have opflasket mig på byens bedste hjemmebag, sarkasme, ordre om at lege ud i godt vejr og sørget for, at der strømmede Poul Krebs i højtaleren, så snart far var udenfor hørevidde.

.. for ikke at protestere, da jeg ville konfirmeres i hængerøvs-bukser og tanktop (og Lillesøster E i sort kjole med strutskørt), selvom nogle forældre himlede med øjnene i kirken.

.. for at opmuntre til alle former for psykopatisk samler-mani og bla. bruge timevis på at gennemrode butikker for udgåede Diddel-kort i slut 90’erne, og sætte dem i album.

.. for at lade mig have ældre venner, uden at stille spørgsmål og lade mig gå til fester med Kit og vores slæng – og i Jomfru Ane gade lang tid før jeg var myndig.

.. for at lade K navngive din nye racercykel Randi. 

.. have sunget ‘ulve sangen’ fra Ronja Røverdatter på repeat, når vi var syge.

.. fordi hæklede mig verdens grimmeste bøllehat, da jeg nægtede at købe en stundenterhue, så den ironiske distance var gennemført på hestevognskøreturen.

.. for at lære mig, at man hvis man er knibe, skal man finde en voksen, men at man aldrig skal sladre unødigt, for det får man ikke venner af.

.. for at være ligeså vild med vores far, som vi andre er. Det ér også svært, at lade være.

.. for at lade ‘frihed under ansvar’ være slagordet for alt, og lært os at verden ikke er farlig. Pædagogforældre af bedste skuffe, om man vil. Altid var det pålagt os cykle hjem alene, uden formaninger, at lege med dem vi ville, drikke øl til festerne med de andre osv. For du troede på, vi holdte ord og kunne tænke selv – og sparede os dertil også for sådan noget pinligt vrøvl, med bier og blomster (vi fandt nok ud af det hele, når tiden var, som du sagde, sidst jeg påpegede, at vi da gudskelov ikke var tvangsindlagt til dén type samtale, og stadig ikke var endt i ‘Unge Mødre’ på den ufrivillige måde).

.. for ikke at lade mig få Buffalos, da jeg var 9 år. Jeg ville 1) have set dum ud, som du sagde og 2) med min motorik helt sikkert brækket begge ben.

.. at føde mig to fantastiske søstre. 

.. for aldrig at have været en pinlig, ung-med-de-unge wannabee-mor, der ville være veninder med sine børn. Du er nemlig meget meget bedre end sådan nogle, som jeg desuden allerede har nok af – du er jo min mor!

.. for at have læst alle Ælle-bælle, Astrid Lindgren og Ole Lund Kierkegaard bøger højt, og altid ladet mig samle på Harry Potter, Skammer-bøgerne og tusinde af andre serier, samt foræret mig det næste bind, udover lommepengene, når de udkom. Det er helt sikkert grunden til, jeg er så læsetosset idag.

.. for alle dage at have grint af dig selv, når det har været oplagt og lært at man ingen vegne kommer uden selvironi. 

Du er lige præcis, den bedste mor, jeg kunne få.

Advertisements

Rosé, ægte søndag og en aflysning

Når det føles som om, at man har vundet DM i gin, selvom det vist nok egentlig var rosé man gik sådan rigtig amok i – og man har lyst til at brøle ‘hold kæææft’ til lyden fra en bakcensor på en el-scooter, så er det faktisk helt okay, at melde sig lidt ud af det hele og erklære dagen for aflyst.

Så det gjorde jeg så. Det var jo egentlig meningen, at jeg skulle være en sød og fornuftig voksen, som vaskede tøj, ordnede sit køkken og generelt fik styr på alle de hængepartier, som konstant vokser mig overhovedet. Dog begyndte min lørdag med jagten på morgenmad, og lige der midt i tilbudskurven lå der 3 liter rosé til 50kr. Jeg kunne ikke stå for det, så de kom med mig hjem. Jeg havde arbejde 21 timer på 2 døgn, derfor slog min offermentalitet straks til, og anbefalede mig at få søsat en form for rosé-date og glemme alt om mine andre plan. ‘Du får det gjort i morgen’, hviskede den løgnagtigt i mit øre. Det gjorde jeg jo så heller ikke, for i morgen er, som bekendt, i dag. Og jeg har erklæret dagen for aflyst.

Det var dog det hele værd – tusinde timers snak til lyden af diverse vinylplader, et par ekstra godnatkys og endnu en undskyldning for at lege søndag, som man gjorde før i tiden, hvor hver eneste weekend stod på byturer og søvnmangel.

Håber din weekend har været ligeså magisk, og evt ufornuftig, som min.

Så legede vi lige..

.. at det var forår. På den der ægte ‘der kommer ikke mere sne i år, og alle er småblomster titter frem’-måden. Jeg har ventet alt for længe, præcis lissom Anna fra Frost, så selv de mindste forårstegn får mig helt op af stolen. Hvilket ellers aldrig er noget der sker.

Jeg brugte derfor min søndag formiddag på altanen. Iført vintertøj og hjemmestrikkede tæpper, men dog på altanen. Ligesom mennesker der lidt af hudsult, har jeg lidt af solsult og lyssult. Sjældent har jeg savnet på sådan et niveau. Så for den korte bemærkning, hvor jeg fik nydt min (iskolde) formiddagskaffe og omplantet min blomster, følte jeg mig som verdens heldigste.

Lige nu sider jeg i mine forældres stue, og kan mærke solen varme stråler om min nakke. Den lyser lidt ind i tv’et og giver genskær, som blænder mig på et afsindigt niveau. Aldrig har jeg været så tilfreds med at gå glip af et tv-program.

Måske hjælper det også på humøret, at to ugers intens influenza endelig har sluppet sit tag i mig. Jeg er i hvertfald godt tilfreds.

Håber I nyder jeres mandag og det fine lys.

Sommerspontanitet.


Noget af det bedste ved sommeren er den spontanitet, der ofte følger med det gode vejr.
Min lørdagsplan igår var egentlig ikke fastlagt mere end, at min kæreste og jeg ville til Fjordrock i Fjordmarken med tæpper og kaffe, og hvis vejret så holdt, et smut ind til Aalborg havn til Regatta fest. 
Jeg havde haft en af den slags nætter, hvor man ikke rigtig får sovet, men læst en tøsebog i stedet, så da jeg stod op var jeg noget groggy. Det var dog ikke noget Kim Larsen ikke kunne klare, så da jeg så stod og gjorde mig klar til dagens parkdate, slog det mig, at jeg havde meget mere lyst til en eftermiddagsbrandert, end noget andet. Sådan en hvor solskinsfregnerne får lidt ekstra baggrundskulør iform af røde kinder, man skåler med fremmede og hilser på folk i toiletkøen.
Så før jeg vidste af det, stod jeg i vinafdelingen i Kvickly og ringede til min kæreste, for at informere om at kaffe nu var skiftet ud med cava.
Det var han heldigvis mere end klar på, og vi havde en fantastisk hyggelig eftermiddag med et væld af andre ligeså festglade folk. Og da vejret holdte sig flot, fortsatte vi to-mandsfesten. Både til Regatta på havnen, hvor vi slingrede rundt mellem skibene og hoppeborgene, og videre på cafeen hvor et solidt måltid mad og lidt mere vin bevarede stemningen i top.

Først efter to ydereligere flasker vin på Cafe Klostertorvet, fik vi os taget sammen til at smutte hjem ad. Eller rettere, tage en taxa den ellers korte tur hjem, efter en tur i 7-eleven hvor der blev brugt 139 kroner på natmad. Det havde været den skæggeste og hyggeligste dag længe, så det hele blev gjort på rigmandsmanér, og holdt op hvor var det skønt, bare at vælte ud og direkte op i dyneland.

Og ja, det er netop det jeg elsker, ved sommer. Solen, stemningen og spontaniteten – for med sådan vejr, bliver en kaffedate jo snildt, til en ti-timers semi-brandert.

Påskehygge & en eventyrlig rejse

Mandag stod i påskehyggenstegn. Vi var inviterede til indvielse af mors drivhus. Årets første kaffe i drivhuset. Lange havde lavet æblegrød til lejligheden og jeg havde medbragt en lille bitte påskeæg til hver af de gamle. Vejret var formidabelt og temperaturen nærmede sig de 30 grader derinde. Kaffen flød og snakken gik – indtil far og Grisling overgav sig og søgte tilfulgt indenfor. 
Vi andre skulle selvfølgelig på havevandring, da kaffekanden var tom. Det skal man altid, når man besøger de gamle. Mor er flittig til at få sat projektet igang, så der er altid nogen nyt at se. 
Efter rundvisningen havde Lange og jeg slet ikke fået nok af haven, så vi forsatte ufortrødent på egen hånd.
I bunden af haven skråner græsset ned mod en lille bæk. Den var til stor morskab  for os – særligt da vi var børn. Bækken, som altid har heddet Åen, blev brugt til alt fra mandomsprøver, vandkamp og frøfangeri til en aktiv del af de eventyr vi rendte rundt og fandt på. 
Åen løber igennem et rør, som løber under den vej de bor ud til – et mørkt langt og lavloftet rør. Det var absolut forbudt for os børn, at forsøge os med at gå der igennem – så det var naturligvis den überste udfordring, som man kunne tage op.
Jeg var den eneste der turde den gang (.. er åbenbart stadig underlig stolt, i en alder af 28) – men mandag turde vi begge. Så vi besluttede at låne de gamles røjsere og begive os på eventyr.
Vi er ikke ligefrem det man vil kalde adrenalinjunkier, så denne oplevelse var rigeligt til at få blodet til, at pumpe hurtigere i vores åre. Men vi var så stolte, da vi dukkede frem på den anden side. Og måtte kravl op af den mudrede skrænt på den anden side af vejen. Min mor sagde, hun havde hørt hvor bange jeg var, fordi man kunne min paniske latter helt oppe i haven.
Lækker, lækker dag som der gerne må komme flere af i løbet foråret.