Endelig fredag♥️

Advertisements

Bliver jeg mon nogensinde ægte blogger, når..

.. jeg ikke kan lide hverken vafler eller croissants?

.. jeg heller vil skydes i knæet end at stille op til OOTD?

.. jeg ikke er klar over, om det rent faktisk er sådan forkortelsen lyder, men virkelig orker google det?

.. jeg ikke har lært at forstå hvordan makeup-fri, opvask op til loftet og overtræk i banken kan være #uperfektperfekt? Jeg troede det var ganske standart.

.. jeg går kun i sneakers og grimme sandaler. Orker og evner ikke andet. Selvom det ser voldsomt pænt ud til andre.

.. jeg bliver vildt imponeret over hvad de ‘ægte’ bloggere kan få formuleret i sponsorede indlæg? Jeg ville ikke kunne skrive noget fint, interessant og flot om leverpostej. Det er sgu talent.

.. jeg ikke formår at blogge konsekvent, men kun når jeg har tid og lyst.

Historien om dengang, hvor jeg ikke fandt ud af, hvad skulle være når jeg blev voksen (2)

IMG_2681 2.jpg

Har du læst del 1 – ellers finder du den her

At begynde på Tekniskskole var en stor omvæltning for mig. Når man har gået på en lille sød friskole, og et års tid på jævn størrelse privatskole, er en standart uddannelsesinstitution noget af en mundfuld. Jeg følte, at der var mange hundrede mennesker at forholde sig til, lige pludselig. Efter som, at jeg ikke rigtig havde behøvet, at skaffe mig selv nogle venner, siden jeg var cirka 6 år, skulle mit sociale talent pludselig hives op af hatten og finpudses. Jeg søgte højt og lavt, efter nogle ligesindede, blandt alle de smådullede frisøraspiranter. Det var nok allerede der, at jeg indså, at der var lidt langt mellem snapsene. For uanset, hvor søde alle de piger var, for det var de virkelig, så havde jeg grænsende til intet til fælles med dem. Overhovedet. Jeg fandt dog en skoleveninde – sådan en med langt ufarvet hår, fjälräv på ryggen og næsen begravet i en ‘Harry Potter’-bog. Vi passende lidt bedre sammen, så vi fjollede rundt og forsøgte at navigere igennem alt fra tykkelsen på spoler til bryllupsopsætning af hår. Det var egentlig en okay periode, men da tiden kom og vi skulle søge elevpladser var jeg ret afklaret. Der var cirka 14 elevpladser i Nordjylland på årsbasis, og tekniskskole spyttede raskvæk 30-40 lærepladssøgende elever ud hver 3. måned. Så jeg gav op, på forhånd. Min skolveninde kom heller aldrig igang med søgningen, og er, så vidt jeg ved, folkeskolelærer den dag i dag.

Efter mit liv frisør-eventyr var jeg endnu mere lost. Jeg viste vitterlig ikke, hvilken retning jeg skulle gå eller hvad jeg skulle foretage. Der var dog en del i venneflokker, som havde kastet deres kærlighed på det der med gymnasiet. Mine forældre var store fortalere for dette, da det jo åbner en del døre – og det var jo hvad sådan en ubeslutsom type, som mig, havde brug for.

Jeg vidste intet om, at søge ind på den slags. Det var forår og jeg havde sagt farvel til tekniskskole. For jeg ikke skulle gå for meget i frø tog jeg ekstravagter på mit fritidsjob, og skaffede mig et ekstra. 3 dage om ugen stod jeg op før daggry, for at gøre rent hos den lokale købmand. Det var ikke ligefrem drømmen, for et b-menneske som mig, men det var nu rart nok at kunne tjene lidt til dagen og vejen. Resten af min tid gik med veninder og min daværende kæreste. Vi var uadskillige, som kun to teenagere kan være, hvilket vist tog modet fra de fleste omkring os. Hvilket vi selvfølgelig var ligeglade med, som kun to teenagere kan være det.

Det gik hverken værre eller bedre end, at jeg tilfældig aften, midt i marts, snakkede i telefon med en veninde fra folkeskolen. Hun var startet gymnasiet allerede, da jeg startede 10. klasse, og var derfor nærmest ekspert på område. Hun spurgte indtil, hvilket gymnasie, hvordan og hvornår. Jeg svarede at jeg påtænkte, at starte op efter sommerferien, og at jeg selvfølgelig ville gå på Katedralskolen. Den eneste gymnasium med et ry, som tiltalte mig. Min veninde synes det lød dejligt, og spurgte så ind til min ansøgning. Den slags man sender ind, og anmoder om at få lov til, at starte op. Min 17-årige hjerne kørte pludselig på højtryk. “Hvilken ansøgning?”, spurgte jeg. Jeg kendte vist nok allerede svaret, men min bange anelser sagde mig, at jeg allerede var gået lidt galt i byen. Hun forklarede, tålmodigt, om den famøse ansøgning, hvordan det skulle være afleveret allerede i dag på pågældende gymnasie. Så der stod jeg, klokken 22.00, uden ansøgning, 10 km fra skolen og var ganske computerfri. Min veninde kunne nok godt mærke på mig, at jeg blev lidt slået ud, for hun skyndte sig at lægge røret fra sig. Da hun vendte tilbage, havde hun allerede en løsning klar. Jeg skulle bare finde mine eksamenspapirer og min cykel frem i en fart, så ville hun starte sin fars arbejdscomputer op i mellem tiden.
Min forældre var mærkeligt nok ikke vildt imponerede over min indsat, men virkede nu alligevel glad nok for, at der var nogen, som gad at lægge sig i selen for, at forsøge på at rede min røv.

Så vi brugte en stor del af aftenen på at udfylde, kopiere og skrive ned – og morgenen efter sad jeg i den første bus, på vej mod Katedralskolen, med mine papirer i hånden.

(Forsættes)

Venindebog #K

rsz_1img_2998

Navn: Kit

Alder: 31

Stjernetegn: Vægt

Livret: Ost, rødvin, skaldyr og citronfromage

Hade-ret: Pasta/ris, ting med karry, indvolde og flødeskum

Yndlings fag i skolen: Billedkunst, dansk (jeg kunne hvertfald godt lide at skrive stil) og senere blev jeg ret glad for biologi. Altså så glad man kan være for ting, som man ikke bryder sig om.

Yndlings musik: Jeg lytter nok mest dansk rap, forskelligt tøsemusik og 90’er pop.

Yndlings dyr: Nej. Eller det er sødt, at mariehøner har fregner og min kærestes kat er også cute nok.

Yndlings film: Deadpool

Yndlings serie: Seinfeld, Gilmore Girls og Beverly Hills 90210

Yndlings bog: Må man stjæle fra A? Jeg vil i hvertfald også have både Harry Potter og Marian Keys på listen. Og Bridget Jones. Og Eragon-serien.

Top 5 over lækre mænd: Vince Vaugn, Ryan Reynolds, Chris North, John McGinley & Brian Austin Green – og mange andre. Ikke prioriteret rækkefølge.

3 ting du vil tage med på en øde ø: Hade spøgesmål, så tyvstjæler direkte fra A:
En bag in a box rødvin, en speedbåd og A.

Man kan kende mig på: Stor mund, stor røv og verdens grimmeste håndskrift.

Jeg drikker helst: Rødvin, sort kaffe, danskvand og gin/tonic.

Jeg elsker: Fridage, søvn, alle mine dejlige mennesker, internettet og solskin.

Jeg hader: Rengøring, nærighed, utaknemlighed og når folk går over min grænse.

Bedste ferieminde: ‘Harry Potter Studios’ i London med A – magisk og ubeskriveligt, første gang vi 3 søstre var på ferie (alene) sammen, sommeraftner i KBH med mor & far og da jeg lærte at slappe af, på sommerhus-måden, med min kæreste.

Jeg samler på: Stel, sneakers og fridage.

Når jeg bliver voksen vil jeg være: Jeg tror jeg melder pas på den her.

10 timer, glemsomhed & gaver

IMG_2874.jpgFredag aften sad jeg med et glas rødvin i hånden. Jeg ville lyve, hvis jeg skrev det var nummer et, men vores mor læser med her til tider, så jeg lader den ligge der.
Vi var inviteret til fællesspisning og hygge hos et par af vores venner, da der var fredagsrock i Karolinelund. Vi er ikke lige typerne, som sætter sådan ægte pris på den slags, men at pre-game med vores venner før en tur på vintogt er lige os. Mens vi sad der og snakkede tikkede der en sms ind fra min søde kollega. Jeg skulle møde klokken 13 onsdag. Hvilket betød at jeg igår startede op, efter min ferie, med en dejlig lang 10-timers-vagt. Ikke at det lige frem er jordens undergang. men det efterlod mig en smule mat, da jeg havde planlagt mig ud af det sådan, at jeg burde få en rigtig mild opstart uden hverken mange eller lange dage.

Mens jeg knoklede rundt på job, og nød livet, dukkede der en snapchat op på min skærm. Det var vores søde lillesøster, som havde været forbi min lejlighed med en lille overraskelse til mig. Se, det var en dejlig besked. Nu havde jeg det at glæde mig til. Vores lillesøster er genial til, at finde på gaver og laver altid de hyggeligste pakker med alt godt til os alle.

Som min vagt skred frem ad, og jeg indså at det ti timer hurtigt skulle få ben at gå på, glemte jeg alt om den søde besked. Så da jeg omkring 23:30 stod foran min hoveddør, blev jeg glad helt nede i mine trætte fødder.  For der stod den fineste tøsepakke med glimmer, guld og lyserød. Lige som jeg, usmageligt, allerbedst kan lide.

IMG_2895.jpg

Indholdet var lige mig. Jeg har en vanvittig svaghed for læbepomade – har ikke mødt en jeg ikke brød mig om, og har derfor skab, skuffer og tasker fyldt til renden. Ellers bestod pakken af lidt blandet guf og et par pakker af de fine sugerør, som jeg sætter så stor pris på. Så en enkelt overraskelse blev til en dobbelt – hurra for glemsomhed. Og hurra for søde søstre, som gør sig umage for at glæde en.

Dage fuld af ingenting

Vi har været så heldig at få lov at låne det skønneste sommerhus igen i år. Denne gang er vi afsted i 10 dage, og tiden er allerede fløjet fra mig. Hjemmefra tænkte jeg at 10 dage ville føles lidt som et år, men nu hvor vi er fremme er blevet klogere. Vi startede ud med et lille visit fra min lilleste søster. Hun fyldte 22 og ville gerne komme forbi og fejre den med os og hendes kæreste. Så vi lavede en lille fest for fire og holdt tømmermændshygge hele den næste dag. Så var ferien lissom igang. Siden har vi fyldt dagene med afslapning og ingenting – lige som man bør, når man skal helt ned i gear.

Jeg har blandt andet:

IMG_2514.jpg

.. fået serveret præmorgenmadsnacks, mens jeg tastede løs på computeren.

IMG_2445

.. forsøgt mig med at kreere et overdådighedshorn af junkfood. Jeg vidste det ville blive en hård dag, da vi alle fire forstår at feste igennem – og så var lillesøsters fødselsdag jo den perfekte anledning for brunch.

IMG_2471

.. spist melon og nydt at kunne sidde stille i sommervarmen. Jeg misunder ikke mine dejlige kollegaer og vores job, når varmen er så høj.

IMG_2427

.. bagt fødselsdagskage. Ingen fødselsdag uden – så jeg fik bikset en stor portion kanelsnegle sammen.

IMG_2392

.. gået tur ved vandet. Vi stormede ned i håb om, at kunne få kølet vores varme fødder. Jeg bryder mig ikke om at bade, men synes det er hyggeligt, at gå langs vandet og soppe lidt.

IMG_2385

.. dog var vandet fyldt af disse store grimme fiduser. Det var ikke lige sagen, så vi nøjes at finde strandskaller og gå i sandet.

IMG_2363

.. spist MulleFritter. Den absolut bedste sommerret – vi spiser den gerne på ankomst dagen, særligt hvis der er vejr til at sidde ude på terrassen.

IMG_2351

.. fået en badøl. Når man sådan er på ferie må man næsten alt. Og en kold øl i det varme bad bringer en hel del lykke hos mig.

IMG_2329

.. bevist at jeg ikke kan styre mig, når det kommer til gaver. Jeg ville bare lige købe en lille ting til min mandeven, som tak for invitationen til det dejlige sommerhus. Det tog, endnu engang, overhånd – men heldigvis faldt hele rovet i god jord hos ham.

IMG_2467

.. fået serveret morgenmad i solen. Det er så lækkert kan kunne spise ude til alle måltider. Vejret kan vi ikke andet end at være taknemlige for i disse dage.

IMG_2353

.. fået smagt alverdens coctails. Min søsters kæreste og min har sørget for, at jeg fået udvidet det antal af drinks jeg har smagt med rigtig mange i denne uge. Og for en inkarneret gin/tonic/øl/rødvin/whiskysjus/-og-ikke-rigtigt-andet-drikker, som mig, var det en rigtig sjov oplevelse.

Nu vil jeg sluge resten af min ostemad, hælde endnu kop kaffe op og sætte mig ud under parasolen til min mand.

God dag til dig.

Historien om dengang, hvor jeg ikke fandt ud af, hvad skulle være når jeg blev voksen (1)

IMG_2510 2

Jeg var vist egentlig et helt standart barn – med dejlige forældre og to søde søstre i et lille rødt rækkehus på hjørnet af en vej.  Jeg husker ikke som sådan, at nogen omkring mig sådan snakkede karriere eller fremtidsdrømme de første mange mange år. Måske gjorde man ikke det dengang eller måske var jeg bare omgivet af nogle uambitiøse typer, som mig selv.

Årene skred dog frem i folkeskolen, og snakken begyndte så småt i krogene. Jeg kan huske, at der startede ny dreng i klassen, som annoncerede, at han skulle være meteorolog, som noget af det første. Jeg var næsten sikker på, at jeg vidste hvad sådan en var. Desuden var jeg 14 år og havde hovedet dybt begravet i Beverly Hills, tanker om drengene, nyt tøj og hvor den næste fest mon skulle foregå. Den slags var faktisk lige mig – jeg elsker alt der havde med dulleri, festligeheder, drenge og forfængelighed at gøre – præcis som de andre piger på min alder. At være vokset op i hjem uden adgang til så meget som en tør mascara, havde givet mig blod på tanden.

Jeg klippede artikler ud af blade, brugte begge mine søstre som forsøgkaniner/sminkedukker, jeg overtog alle produkter, som de andre var trætte af og drømte om en fin føntørre. Den største lykke var, når der var et tillæg, om hår-mode, med i et af bladene. Jeg satte dem troligt i et ringbind, efter dato og alt muligt. Det lyder måske banalt, men jeg har altid opbevaret alle løsark fra skole osv. i bunden af min taske, sammenkrøllet og snavset. Så at have så fint et ringbind stående på reolen måtte jo betyde et eller andet, måtte det ikke?

Fagene i skolen sagde mig ikke så meget. Jeg var rigtig glad for at gå der – mine skolekammerarter var søde, lærerne var faktisk ganske okay og arbejdsbyrden var overkommelig, selvom jeg næsten altid sprang over det lave gærde, og ‘glemte’ lektierne i tide og utide. Jeg satte dog pris på at skrive stile, og det gøre jeg vel egentlig endnu. Det viste sig dog hurtigt, at selvom man ikke har ambitioner, som sådan, kan man klare sig fint igennem med middelmådige karakterer, uden sådan rigtig at få hænderne op af lommen.

Hvordan det skete ved jeg ikke, men jeg kunne nok ikke beslutte mig, og så blev det gjort for mig. Jeg endte hvertfald op i 10. klasse inde i Aalborg, hvilket udmiddelbart burde have passet en lille byhøne, som mig, fortræffeligt. Jeg skulle gå i klasse med en barndomsveninde, en barndomsven og en helt masse fremmede. Det var en smule skræmmende, for en introvert som mig, som hidtil kun havde slået min folder på en lille bitte friskole med under 170 elever og ansatte.

Jeg husker ikke så meget fra det år. Jeg ved bare, at jeg aldrig rigtig blev dus med det sted. Der var andre ting der trak i min – fx min daværende kæreste, mere fest og frihed. Jeg var jo nærmest blev voksen, inde i mit eget hoved, og måtte jo sådan næsten selv bestemme, hvornår og hvor ofte jeg skulle i skole. Bare mor og far intet vidste. Det var lidt en kultur derude. Store del af vores årgang havde tårnhøjt fravær, og skolen var ikke bange for at indvoldere forældre. Så enten var jeg lidt mere snu end de fleste eller så snød det dem, at jeg faktisk var kronisk forkølet dengang.

Mens tiden sneglede sig afsted mod årets afslutning skulle beslutninger tages. Jeg var lige pludselig ikke så voksen længere. Alle omkring mig forvandlede sig pludselig til selvsikre typer. ”Jeg skal på gymnasie, for jeg skal være ingeniør”, ”Jeg har altid drømt om at blive stewardesse’, ”Jeg skal på tekniskskole, da min far har et elektrikerfirma, som jeg skal overtage engang” osv. fløj igennem luften. Hvor vidste de pludselig det fra? Hvorfor havde de aldrig sagt noget om det før? Jeg får stadig kuldegysninger, når folk stolt proklamerer, at de altså har vidst at de ville være skorstensfejer siden de var 3 år. Den slags er ganske enkelt over min fatevne.

Der stod jeg så tilbage. Jeg interesserede mig ikke for noget, og havde ingen trang til at blive noget. Jeg drømte om ingenting. Den fornemmelse endte faktisk med, at blive soundtracket til mit liv de næste mange mange år. Presset omkring mig voksede – jeg skulle jo meldes ind på noget. Der skulle jo tages nogle beslutninger og sættes noget i gang for mig. Jeg spekulerede som en gal, og det eneste jeg kunne fremtvinge fra min hjerne var, at jeg godt kunne lide sådan noget med at sætte hår. Jeg elskede det og havde efterhånd brugt meget fritid på det som hobby – farvet hår på veninder, sat lidt hår til konfirmationer og leget så meget mit eget, at det var tyndslidt.

Det betød tekniskskole. Det måtte betyde, at jeg gerne ville være frisør og på tekniskskole. Ikke at jeg som sådan vidste, hvad en frisør rendte og lavede, men de fik vel lov at sætte hår – og det vidste jeg da, at jeg kunne lide.

Dengang var der ingen der snakkede om relevans, kollegaskab, jobmuligheder og den slags. Det skulle være ud fra interesse, og sådan noget ejede jeg ikke.

.. men fremad skulle jeg, og vejen den ledte mig mod den tekniskeskole.

(Forsættes)