Kender du det..

 

.. du leder febrilsk lejligheden igennem, på narkomanmåden, i jagten på regntøj, da der er varslet skybrud og du skal på job? Indtil du indser, at du slet ikke er den slags voksen, og faktisk ikke har eget noget siden du var barn?

.. du medbringer mors- og farsdagsgaver alt for tidligt, mens du forsøger, at bilde dig selv ind, at det er mere praktisk på den her måde og at de sætter pris på sådan en gestus – selvom du godt ved, at det er fordi du ikke selv kan styre dig og vente så længe?

.. starter din første feriedag med at vågne klokken 07:13 – hvilket ellers aldrig sker(!), så du bruger den første del af dagen på at gætte på om du er syg eller om du måske er blevet lidt voksen natten over?

.. at din grænse er nået, når du ser en flaske vand med en hel rose og nogle blade i, i 7/11? Hvad fanden er palæo-vand?

Skål-ønsker, lakrids-marathon og børnearbejde.

Så gik april og idag er det 1. Maj. Jeg fik- undskyld – total jinxet det gode vejr med søndagens maj-indlæg, men det slår ikke mig eller K ud.

Så vi mødes, traditionen tro og ser det røde flag smælde – så må det blive en paraplytur i Kildeparken, og så rykkes frokost og formiddags-branderten på cafe. Skåles skal der!

Nå, nu til sagen – det er april der skal afrundes i indlægget her, og I får derfor hverdagsglimt fra forrige uge.

Aprils sidste 7 døgn gik med at jeg fik:

..misundt min mors nye porcelæn og dækket op med min yndlings snackskål fra samlingen. Den er så bedårende og formår at få alt til at se dekorativt ud.

.. brunchhygget på Ulla T lige til opkast-grænsen, fordi alt er så fantastisk lækkert.

.. hygget med K og planlagt tøsedates. Det er en fryd at glæde sig til at se hinanden, mens det sker.

.. drukket vin og spist lakridser på terassen.

.. (og i stuen).

.. (og på job).

.. elsket at alt springer ud i grøn skønhed overalt!

.. igen faldet i Chidos fælden.

.. påbegyndt ret alternativ tøsebog. Den er både god og lidt irriterende. Kender I det?

.. blevet budt på drømmekage og tøsesnak, og fået aldeles hyggelig fodmassage af hjemmets yngste mand på halvandet.

.. været på besøg med min kæreste, hos de gamle. Herrene cykler sammen, og mor og jeg tog i Plantorama og laver frokostbord. Så hyggeligt! Og så fik jeg den flotteste orkide, som er fremvist på instagram idag. Forstår aldrig helt, at de ikke er kunstige.

Strøtanker fra en muggler.

I foregårs så jeg “Harry Potter og Hemmelighedernes kammer, live koncert” i Musikkens Hus. Så også 1’eren forrige år; det er altså bare så flot og magisk med musikken, og at mærke hele salen juble og buh’e i kor undervejs.

Også selvom det ikke er længe siden, jeg som sådan har ‘haft filmen kørende – faktisk holdt min kæreste og jeg HP-marathon i sommers og gør det temmelig ofte. Sagen er bare den, at jeg aldrig ser noget uden at rende og brygge kaffe, bladre i magasiner, lægger vasketøj sammen 30 minutter efter start, eller tjekker blogs på mobilen. Så det var første gang, rigtig længe, at jeg rent faktisk så filmen. Jeg kan virkelig ikke fokusere på tv i over en time, medmindre jeg er bænket på biograf-måden, og kan slet ikke forstå begrebet serie-bingewatching.

Men her var den gamle kending i fuld fokus og jeg nød det. Det satte derfor en masse tanker igang, og jeg kom sådan til at tænke:

.. hvor meget jeg vil elske at have en husalf. På den frivillige måde ala Jeg-forguder-dig-Harry-måde. Og aldrig mere skulle støvsuge. Ever!

.. at Tom Felton og Spike fra Buffy, egentlig må have samme stylist.

.. hvor meget jeg som barn, ville have haft glæde af at eje Fawkes’ tåre på flaske, med alt den falden på cykel/løbehjul/rulleskøjter.

.. at Glitterik rimer på dillerfræk. Og at det er en katastrofe, så snart man får det på hjernen, resten af filmen.

.. hvor meget, jeg ville fedte mig med til forfester hos Weasley tvillingerne.

.. hvor mange muligheder polyjuice-eliksir ville give kærester, for at buste deres utro partner, big ugly time.

.. procenten af fravær jeg ville have i Qudditch, og hvor ofte, jeg skulle forklare mig hos mit kollegieoverhoved, grundet højdeskræk, flyfrygt og trykken for øre.

.. hvor mange penge, jeg ville spare, hvis “reparo” ikke kun gjalt brilleglas, men også iphoneskærme.

Jeg burde nok egentlig..

.. blive en af de der ‘New Year – New Me’-bitches. Lave en liste med mål og forbedringer, som jeg kunne gå og banke mig selv oveni hovedet med.

‘Lav en opsparing’

‘Gør rent mere end 3 gange årligt’

‘Vær mindre morgensur’

‘Stop med at være forelsket Erik Clausen og Allan Olsen’

‘Vær lidt sundere. Og sødere’

‘Lær at drikke te’

‘Køb en cykelhjelm’

‘Stop med at betragt ‘ost’ som værende den vigtigste fødevaregruppe’

Blot et udpluk af, hvad der ville være relevant. Jeg er bare ikke rigtigt forbedringstypen. Jeg er mere til at lade falde, hvad der ikke kan stå og så satse på at det nok skal gå.

Det er ikke fordi jeg ikke beundre – måske endda misunder – de som lægger en masse energi i den slags. Det er da vildt. Og krævende. Jeg håber det gør dem rigtig glade.

Jeg er dog heller ikke helt blottet for ambitioner. Tror jeg.

Så her kommer min mål for 2018:

• Vær gladere

• Se hele ‘South Park’-serien

• Væn dig til de grå hår

Det må være ambitiøst nok, for en amatør som mig.

– K

Den lamme


Når store vigtige ting – den der ukontrollerbare slags, som hverken jeg eller menneskerne omkring mig ikke er herre over – vælter min vej, kan jeg godt gå lidt i stå.
Det slår nogle dage næsten luften ud af mig, og så står jeg lige pludselig der, en smule psykisk forpustet og med ret meget bly i skoene.
Også selvom det ikke faktisk slet ikke er mig, som er fanget i magteløshedens kvælende greb. Så snart et af mine nærmeste mennesker er involverede kommer fornemmelsen snigende. Men sådan er det vel for de fleste, når vi sådan går rundt og holder af folkene omkring os. 
Lige nu er en spændende tid, nervepirrende, nok nærmere. På den der måde, hvor man næsten holder vejret.
Så jeg forsøger, på bedste beskub, at få gang i min lammede fødder og ben, så jeg når frem over stepperne, og ikke bare gror fast her i uvisheden. 

Men tiden går jo heldigvis uanset, og mon ikke det trods alt bliver jul i år. 

Du kan kende mig på den fedtede glorie.

Jeg glemmer nemlig at pudse den, når jeg har travlt med at:
.. holde mund, når lillesøster E og jeg får ‘rabat’ på regningen, fordi de glemmer at slå drikkevare ind.
.. tørre fingrene af i mine strømper, når jeg har spist pomfritter og ikke gider hente servietter.
.. blive lidt lykkelig, når min kæreste laver en ret der kræver en hel parmasanost og beregnet til 4 personer, og æder resterne til natmad. Koldt. Direkte ud af gryden.
.. bagtale bekendte i Ikea, med dæknavnene “Nik og Jay”, i fald nogle skulle overhøre det.
.. eksploderings-åbne min tupperware og sparker tre fetatern og en halv frikadelle under komfuret med foden, da kollega træder ind i køknet.
.. finde lakrids under stol og helt uden at tænke over det, propper den i munden, og tænkte: “Fuck. Nå. Nu er det for sent”
.. “vaske gulv” ved at smide opvredet karklud på udvalgte pletter i køkken og under spisebord, og plante flutsko oven på, gnide plet væk og gå til næste kaffe-dryp.
.. opdage at jeg har lavet skrammelæg af 6 dage for gamle æg, og æder dem alligevel. Og da de smagte fint, stadig brugte de tre sidste dagen efter.
.. bøvse ufrivilligt og pinligt højt Føtex, efter at have bundet noget nær en halv liter danskvand.

.. give borgerne alle de gule vingummier, så der er flere lakridser tilbage til mig selv.
.. griner af manden der slår hovedet mod loftet i bussen.

Der vil nok være nogen, som synes..

.. at det for tidligt, at begynde at tænke på jul. Sådan har vi det dog ikke i vores familie – vi glæder os hvert eneste år, og går gerne i gang med at planlægge lang tid før, at det første juleknas har fundet vej til Netto’s hylder. For tiden vælter der SMS’er ind, fra mor, om planerne om hendes eventyr juleland, far og jeg har set Skibet i Skilteskoven og Brødrene Mortensens jul, vi søstre snakker om gaver og forventningsglæden, der blevet spist flere net mandarin hos mig og pakkekalender-indkøbene er i fuld sving. 
Pakkekalender er noget af det hyggeligste jeg ved, og jeg glæder mig hvert eneste år. Både til at modtage den og til at lave en. Især til at lave en. Det er altså bare det bedste, når man slet ikke kan lade være med, at give gaver. Her er lovlig undskyldning for, at gå amok. Jeg har allerede investeret i de første 7, og har planlagt de næste 4 – så jeg mangler reelt kun at finde på to. Det går alt for hurtigt, når man hygger sig. Så da jeg blev vækket af et postbud i morges var det ikke gaver til mig, som han havde med, men endnu en pakke til posen i skabet. Så Londonturen i næste måned skal helt sikkert bruges til, at kigge efter de sidste par stykker.