Historien om dengang, hvor jeg ikke fandt ud af, hvad skulle være når jeg blev voksen (4)

 

img_3422.jpg

Min facebook status, den dag jeg sagde mit første fuldtidsjob op. 

Har du læst del 1 ,  og 3?

Dette indlæg har været længe undervejs. Jeg overvejede næsten, ikke at færdiggøre min lille føljeton. Det ville ligesom være prikke over i’et i historierne om, at jeg aldrig rigtigt gør noget færdigt. For for sådan forsætter min historie faktisk.

Sidste afsnit sluttede med et opkald fra hende, som viste sig at skulle blive min chef de næste par år eller tre. Jeg fik nemlig jobbet, ligesom alle andre, der søgte der. Telemarketing blev min nye hverdag. Jeg sad i kundeservice og blev skældt ud dagen lang af besynderlige voksne, som ikke rigtigt forstod deres regning, havde glemt deres pinkode eller noget der minder om. Før det havde jeg altid troet, at man blev klogere og høfligere med alderen. Jeg blev klogere – jeg havde ikke arbejdet der en uge før en mand, der var over 10 år ældre end mine forældre, kaldte mig for en ‘forbandede møgfisse’. Troede ikke mænd i den alder, kendte den slags ord, men så var stilen ligesom lagt. Jeg vænnede mig hurtigt til jargonen, og nød at arbejder sammen med flere af mine veninder. Det var en vanvittig sjov arbejdsplads med gode kollegaer, flere fredagsøl end hvad jeg troede muligt og en form for overbærenhed, der gjorde det helt okay at møde op i nattøj på en lørdag.
Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle blive gammel der, så da der pludselig kom krav om salg, i forbindelse med kundekontakt, var jeg på vej ud af døren. Jeg vidste endnu ikke hvor jeg skulle hen, men en kollega havde talt varmt om SOSU-uddannelsen, da man kunne få løn frem for SU. Efter en hurtig omgang internetlæsning, var jeg solgt. Det tog halvandet år, og alle fagene var på et niveau, som jeg ikke havde hørt om, siden 9. klasse.
Efter et par desperate opkald til alle der gad snakke med mig, var jeg inde. Der var bare lige en ting: Jeg skulle starte dagen efter, da jeg ikke ligefrem var ude i tide, og skolen var startet op knap en måned før. Min chef var på ferie, så jeg hev en anden leder til side, og meddelte ham, at dette ville være min sidste vagt. Han var ikke ligefrem imponeret, men lod mig gå, da jeg lovede at tage lidt vikarvagter hver uge. Hvilket selvfølgelig aldrig rigtigt kom til at ske.

Det næste halvandet år gik med skole, praktik, fattigdom og en langrække kulturchok. SOSU-verdenen var ikke ligefrem, hvad jeg var vant til. De værdier, den omgangstone og den humor jeg observerede, var ikke ligefrem min hjemmebane – og de 1400 kroner jeg havde til mad, tøj, fornøjelser osv. var svære at strække. Mit praktiksted var heldigvis glade for mig, så jeg sikrede mig et job allerede, før jeg gjorde uddannelsen færdige. Vi skulle dog lige igennem den lange vinter, før jeg fik papirerne i hånden. Min mor referer til den vinter som ‘dengang du var sur hele tiden’. For det var jeg. Det var hårdt arbejde. Vi var underbemandede, der var for meget sne til, at vi kunne cykle rundt, så vi var bagud i flere uger. Det betød vi kørte nødplaner, hvilket hverken var værdigt for os eller borgerne vi skulle passe. Det betød også, at jeg skulle hjemmefra senest klokken 06:15 hver morgen, hvilket på igen måde huede b-mennesket i mig.
Men jeg præsterede på en eller anden måde at holde ud. Jeg bed tænderne hårdt sammen, og kørte igennem. Så jeg blev uddannet og påbegyndte mit fuldtidsjob i hjemmeplejen. Mens jeg cyklede rundt, og passede på byens ældre, talte jeg dagene. Jeg havde søgt ind på SOSU-assistent-uddannelsen, og hvis jeg kom ind, skulle jeg starte et par måneder efter min 25 års fødselsdag. Jeg kom ind. Da jeg melddelte min chef dette tilbød hun mig orlov, mens jeg læste, hvilket jeg pænt takkede nej til. Jeg var færdig med hjemmeplejen. Jeg vil aldrig tilbage igen.

.. Jeg endte dog med, at trække mit nej tilbage. Der var ingen grund til, at klappe med døren og måske var det rart med et job i baghånden?
Det tilbud kom jeg dog aldrig til at benytte mig af.

For jeg startede på uddannelsen, men det gik ikke. Det er faktisk noget af det dummeste jeg har været med til. Jeg havde nær brækket halsen (og adskillige andre lemmer) på min sygehuspraktik, ikke på grund af arbejdsbyrde eller fagligheden, men grundet verdens dårligeste arbejdsmiljø og en praktikvejleder, som jeg intet pænt kan skrive om. Jeg valgte dog at gennemføre den praktik, da jeg ikke kunne overskue andet. For det er faktisk ofte hårdere at gå. Det kræver kræfter, overskud og modet på alle de skuffede blikke, som helt sikkert vil møde dig i den nærmeste fremtid.

Jeg havde dog fået nok – jeg trængte til at lave noget andet. Noget uden ansvar for andre mennesker, noget simpelt. Så jeg valgte en gammel kending. VUC. Jeg havde endnu engang ikke formået, at time min flygtige afgang, så jeg måtte igen på tiggermarkedet. Og jeg fandt en studievejleder, som kunne får mig på lidt forskellige fag. Nogle i Aalborg, nogle i Aabybro og nogle via fjernundervisning. Der virkede en smule rodet, men på en eller anden måde virkede det anderledes denne gang. Jeg blev aldrig rigtig glad for det, men jeg nød roen, de ligegyldige fag og det manglende ansvar for andre end mig selv.
En ting manglede jeg dog. Kontanter. Efter flere år med noget der mindede om løn, var SU noget stramt for mig.

Så min plan om aldrig, at sætte mine ben i hjemmeplejen blev ligesom aflyst. Jeg meldte mig ind i kommunens vikarkorps. Der havde jeg min første aftenvagt, hvilket ændrede mit syn på jobbet, sig en hel del.
Det var nogle helt andre opgaver, nogle helt andre kollegaer og en helt anden stemning.
Jeg fortsatte dog mit studie. Det gik ikke ligefrem pragnede, men jeg hutlede mig igennem med tårnhøjt fravær, studievejledersamtaler og ganske hæderlige karakterer.

Ved siden af studiet, rendte vores nærmeste familie ind i noget sygdom, som gjorde det hele en smule tåget. Jeg kløede dog på, men da mit fravær blev så højt, at jeg ikke længere kunne forsætte, slog jeg en handel af. Jeg fik lov at forsætte uden SU. Så jeg skruede op for mængden af arbejde, og ned for lektielæsningen. Ikke at det havde været en højt på listen, men nu var det udelukket. Jeg fik dog min eksamen i alle mine fag, og startede op på et nyt skoleår. Forpligtelserne i privatlivet trumfede dog skolen, og jeg droppede ligeså stille fra igen. Denne gang med eksamen i 6 forskellige fag. Mit fritidsjob, var ligeså stille blevet mit fuldtidsjob. Jeg kendte flere og flere på de forskellige institutioner rundt i kommunen, og nød at komme der.

Friheden i mit vikarjob var guld. Jeg elskede at kunne planlægge min egen arbejdsuge, holde ferie når jeg ville og vælge til (og fra) efter eget ønske. Jeg ville aldrig have et fast job. Vikarlivet var vejen frem for mig.
De driller mig stadig med det på mit arbejde. For et af de steder, hvor jeg tjente rigtig mange af mine vikardollars, vred armen om på mig. De smigerede mig lige ind i deres flok efter et par år, og jeg er der endnu. I næste måned er det tre år siden, at jeg havde min sidste vikarvagt på en anden institution. Til januar har jeg været fastansat i tre år.

Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal være, når jeg bliver voksen. Jeg ved bare, at jeg har fundet et dejligt sted at være, til jeg får min åbenbaring.
Det må vel også tælle for noget.

Tak fordi du læste med, hvis du nåede så langt!

Jeg fandt noget fantastisk

IMG_4779

Der var engang, hvor jeg ikke kendte til sneakers. Jeg var overvist om, at det var den slags som seje sportypiger gik i – den med koordinationsevne, atletisk look, cirka alt hvad jeg ikke er.  Tror det er i ‘Mit liv på et fad’, hvor der står noget ala: at gå sneakers og sportstøj, når man ikke træner, svarer til at have skrevet ‘kronisk selvbedrag’ i panden. Formuleret en del bedre, selvfølgelig. Eller måske er det fra Nynne? Under alle omstændigheder kunne jeg virkelig identificere mig med det. For jeg er slet ikke sådan en type, selvom jeg virkelig godt gad det.

IMG_4791

I 2014 gav jeg imidlertidig op. Jeg var træt af smadrede fødder, dårlige sko og ømme ankler. Til vores mors store fornøjelse. Hun havde været efter mig i tusinde år. Jeg købte mig et par Nike-sko. De var lilla og ualmindelig behagelige. Smerterne, som havde plaget mig i årevis, var pludselig på retur. Jeg kunne gå og stå i længere tid uden den brændende fornemmelse. Det var en succes uden lige. Der var dog en anke. Jeg hadede pludselig alle mine sko. Mine elskede støvler, de søde ballerinaer osv. Komforten sneg sig lynhurtigt ind på mig – og jeg var solgt.

IMG_4785

Det næste stykke tid gik med at overbevise mig selv om, jeg godt kunne blive sneaker-typen. Måske kunne jeg tabe 20 kilo, stoppe med at gå i kjole eller begynde til håndbold. Indså dog hurtigt, at intet af det var realistisk. Jeg skulle bare gå i sneakers. Kedelig drengede sneakers. Jeg havde før haft nogle forskellige par. Ingen af dem var dog særlig spændende eller smukke.

En dag viste en ven med muligheden for, at købe sko online. Det vidste jeg jo teknisk set godt at man kunne – jeg kendte bare ikke til den fantastiske verden af smukke, lækre, tøsede og magiske sneakers der lå og ventede på mig derude på internettet.

Jeg købte mit første par den dag i 2014. Det smukkeste par sko. Et par med rødvinsfarvet ruskind, libertystof og hidsige prikker i en farve som de kaldte ‘bright mango’. De var lavet i et begrænset oplæg, og jeg ventede pænt i (internet)kø. Siden dengang er der kommet mange til. Rigtig mange smukke par, med alt fra guld, blomster, et væld af lyserød til sløjfer. Og jeg elsker hvert eneste par. Det første par er dog stadig skattet højt – de er bare ikke helt så smukke længere. De er udtrådte og nussede.
Så da jeg faldt endnu et par, fra samme kollektion, på ebay måtte jeg slå til. Modellen er en anden, min favorit endda, så jeg synes det var så magisk at jeg måtte til lommerne. ‘

Nu bor de hos mig. Og jeg lover at passe på dem, for jeg tror ikke sådan lige de dukker op igen.

Fridage med snue i (forhåbentlig)

Jeg vågnede til lyden af en fastnet telefon der kimede. Det gjorde mig en smule i tvivl om, hvem jeg var og hvad årti vi egentlig var i. Jeg er i forvejen super ulogisk, lige når jeg vågner, men min ‘jeg tror jeg er ved at blive syg’-tilstand hjalp ikke på sagen. Lyden fra telefonen kunne jeg dog konstatere kom fra en af de andre lejligheder i min opgang. Kan ikke mindes at have hørt den før, til trods for at have boet her, sammen med noget nær de samme naboer, siden 2006.

Nå, men jeg har fri helt indtil onsdag klokken 15, og jeg har lovet mig selv at slappe af. 100% af. Ingen aftaler, planer, pligter eller lignende må foregå. Jeg har skrantet længe, men har ikke haft tid og mulighed for, at kunne slappe nok af til, at kunne være/blive rigtig syg. Måske lyder det dumt? Måske kender du det? Men jeg kan først rigtig være syg, så jeg (forhåbentlig) kan blive rigtig rask, når jeg slapper ordentlig af. De sidste uger har været fyldt med alt fra hverdag til ferie til fødselsdagsfester, men nu er tiden inde fri og fred. Og forhåbentlig et par ægte sygedage, så jeg kan slippe hovedpinen, den ømme hals, den trætte krop og de varme kinder.

Så jeg har fundet dynen og dragefutterne frem. Nu er mit største dilemma bare hvad jeg skal se, og om det skal foregå på sofaen eller i min seng. Har du et godt bud? Jeg overvejer Beverly Hills, hvis det stadig lægger på TV2 og ellers er der jo altid Seinfeld eller Gilmore Girls.

Nu vil jeg i hvertfald sætte en kande kaffe over, mens koncentrerer mig om, at slappe af og lade snuen erobrere min krop.

Sugar-overload, ferieafslutning og forsinkede indlæg.

Så fik vi dansk grund under fødderne igen. Sidste blogindlæg fabrikerede vi i de høje luftlag, og det var en fremragende idé fra K, med denne kærkomne distraktion. Både fordi det var hyggeligt og også fordi, at hverken hun eller jeg kan helt skjule vores flyskræk. Så vi skiftes derfor i reglen til at fortælle historier fra vores barndom, eller fx. finde på fiktive fortællinger om vores liv som Mulan – det her var trods alt en vis grad af produktivt (og virkede knap så sindssygt for de omkringsiddende som sidstnævnte).

Nu er vi dog trygt hjemme i Aalborg, efter den herligste, skønneste tur, og jeg tænkte derfor at endnu et lille indlæg ikke kunne skade, efter lidt London-bloggerfri.

Det vanlige mandagsindlæg med ugen der gik, blev jo sløjfet igår, så tænkte det passende kunne fremvises idag, hvor min sammenbrændte hjerne er på -0,5. Vi har begge vrøvlet hele turen mod lufthavnen, tabt ting og grint et utal af gange, på den helt kaotiske måde, fordi vi slet ikke kan sige noget normalt. Det der med at sætte et ur til 04.20, har vi vist aldrig prøvet før, og er nogle af os vågen før klokken otte til daglig, er det fordi vi ikke har sovet endnu. Længe leve aftenarbejde for b-mennesket!

Men udover mine vanlige aftenvagter i bosteds-land, gik mine dage også med en masse andet hyggeligt, før den stod på afgang mod England lørdag formiddag.

Billeder og ord fra dagene optil, får I her, hvor den søde ventetid gik med, at jeg fik:

img_2565

.. hygget med søde E, som havde skabene fulde af guf og dvd-reolen fuld af sjov. Mest fik vi dog sladret, mens fadene tømtes – det er også det allerbedste, ved den slags besøg.

img_2545

.. gået i slikskabet på job.

55886790154__ba1236be-b40b-4ee1-b233-0c850e054598

.. kogt kompot af hyben-æblerovet, min mor og jeg var på i forrige uge. Det blev temmelig godt, og min kæreste var heldigvis også fan.

img_2537

.. cyklet på job i bare arme, og netop kommet til at broen var oppe: så lugter der stadig lidt af sensommer alligevel.

img_2550

.. haft sød veninde til slik, kaffe og frisk luft. Hun havde nemlig en lille lur-klar baby med, og da solen stod højt greb vi chancen for en tur i Østre anlæg.

img_2567

.. bestukket Skægaben til cykellapperi. Lykkes perfekt! Det er så dejligt han både kan og faktisk tilmed hygger sig med det.

.. holdt før-ferie-ærindemarathon inden arbejde og belønnet mig selv med solskin og cookiebar før fremmøde kl. 15.

img_2580

.. det var inden jeg vidste, en kollega i vagtskifte, gav mig denne pose giga lakridser. Vips, og væk var de også. Ups.

img_2587

.. fået set Trampedach på Kunsten – rigtig flotte dukker især, men den top creepy måde.

img_2602

.. oplevet min første, men ikke sidste, ishockey kamp. Det var faktisk rigtig festligt!

img_2594

.. fået den dejligste farvel gave, og endnu mere snold. Inklusiv de ovenstående dages forbrug, og det der røg ned i London af snolder, vil jeg for alvor ikke kende min forbrugs kilopris og udregning heraf.

7 ubrugelige facts om os (live fra flyet, næsten)

– vi drikker kaffen sort, og gerne i litervis.

– grundet evig søvnløshed hos os begge har vi en løbende top 3 over de bedste lure, vi nogensinde har taget i fællesskab. Begivenheder, vi jævnligt ser tilbage på med hengivnende lykke i stemmerne. ‘Kan du huske da vi tog en lur i Århus?’.

– vi har en gang diskuteret hvor vidt det var muligt, at Jan Gintberg og Jan Elhøj var brødre. De mindede om hinanden og var begge sjove. Vi indså dog senere, at brødre som ofte har samme efternavn, men uhyr sjældent samme fornavn.

– ingen af os har kørekort eller umiddelbart planer om at få det. Det samme gælder frisør – det var noget man brugte i folkeskolen, og køkkensaksen skal jo også have noget at lave.

– vi ved, Maoam med citron er den bedste smag. Vi savner dog stadig LangeJan med lakrids og citron. Den kombi var om muligt endnu bedre.

– vi er 100% på Team-Big, Team-Dylan og Team-Jess. Badboys holder bare!

– vi er enige om, at den bedste måde, at holde flyskrækken fra døren er, at fordrive tiden med, at skrive ligegyldige blogindlæg med ubrugelig facts.

Du ved du er træt, når..

Jeg lider af kronisk søvnmangel, og har gjort i snart femten år. Nogle perioder er bedre end andre, men søvn og jeg er aldrig rigtig blevet homies.

Så, jeg ved jeg har søvnmangel når:

.. jeg ringer på min egen hoveddør efter endt aftenvagt i hjemmeplejen. På den anden side er musene/spøgelserne/whatever så advaret om min hjemkomst.

.. jeg forsøger (gentagende gange) at betale med det kreditkort, som udløb for 3 år siden, der åbenbart stadig bor (boede) i min tegnebog. Tak til tålmodige ekspedienter, som betaler og lader mig overføre med mobilepay. Jeg har smidt det ud nu. I dag. Jeg lover.

.. jeg forsøger at ringe til min mobil, med min mobil, fordi den er pist forsvundet.

.. det pludselig lugter brændt. Eller der pludselig kun er vand tilbage til en halv kande kaffe. Godt vand ikké kan brænde på.

.. jeg ikke kan huske halvdelen af de punkter jeg tænkte på, da jeg startede dette indlæg.

.. min telefon bimler konstant, da jeg bliver nødt til at have en alarm til cirka alt.

.. jeg går i seng før midnat i håb om at sove før klokken 02.

Endelig ferie

hejhejhej

Eller.. nu er det jo som sådan ikke en ferie. Det er faktisk ganske standart for mig, at have 5 dage fri hver anden uge. Forskellen denne gang er, at jeg har en lille rejse i vente. Den lille lange A og jeg flyver til London i weekenden. Så da klokken slog 23 og jeg kunne vende cyklen mod hjem føltes det hele en smule mere særligt end sædvanligt. For jeg har glædet og gør det endnu.

Vi har 3 dage med tøserier, lækker mad, oplevelser og grin til gode – og det er intet mindre end perfekt. Det er ved at være 4 år siden vi sidst var derovre. Turen var et kæmpe hit. Særligt fordi vi fik lov at gå helt i nørdemodem, da vi var forbi Harry Potter Studios. Det var en kæææmpe oplevelse. Som vi dog springer let og elegant over denne gang. Logisk giver det desværre ingen mening. Ellers havde vi uden tvivl genbesøgt det. Årets tur kommer, umiddelbart, til at stå på tapas, Dinoer, sejltur, shopping og tusinde kopper kaffe i stedet – så jeg glæder mig cirka så meget, at jeg kunne spise en hel dundyne.

Nu vil jeg stene lidt serier og spise en mad, så jeg klar til afslapning, pakning og rydning i morgen.

Slikskabs-venskab, ugle-overvågning og falaffel-kærlighed.

Så er de officelt sidste sommerglimt på banen. 2018 melder “efterår” og mine ugen-der-gik oplevelser, får I her.

Aftenvagterne har været travle, med alle borgere hjemme fra ferier, pårørende på besøg og en del vikarer, men det er også skønt at have noget at rive i, så længe at arbejdet følges ordentlig til døren. Heldigvis har fritimerne været fyldt med hygge – både med søskende, svigerfamilie, kæreste og veninde.

Selv en håndfuld solotimer blev det til, hvor altanen og planterne fik en omrokering, og al verdens hjemmesysler (vasketøj og handleri) fangede mig i 5 timer, som jeg slet ikke opdagede gik. Ikke før min kæreste stod hjemme i bryggerset og var klar til at hente take-out til vores filmaften.

Det er ikke ofte, jeg er hjemme så længe i stræk, uden at have gæster eller en aftale med min kæreste om at spise sammen – det forsøger vi med, at nå 1-2 gange ugenligt. Men hey, jeg var da tydeligvis også helt i min egen (og Pede B., der strøg ud af højtalerne’s) verden. Og altanen blev noget så fin!

Men nu til tømning af mandags-filmrullen, som jo høre sig til al den snakkeri. Det’ jo det, det handler om.

Dagene i fotoform får I her, hvor dagene bla. gik med at jeg:

img_2172

.. har hamstret bær i Netto og efterlignet hipstermorgenmaden, jeg skamroste i Göteborg-indlæggene. Det er altså godt som mellemmåltid, det må jeg indrømme. Mætter ikke spor, men smager himmelsk! Især med saltkaramel og peanutbutter.

img_2176

.. medbragte noget fra vores altid bugnende slikskab til venindekaffe, og hyggede med choko og tøsesnak.

img_2190

.. synes kaffen og musen lavede øjne og at musli-baren lignede et næb, da jeg åbnede mit kamera. Og havde derfor pludselig en ugle stirrende på mig. Altså næsten… Også en liiidt sen vagt; måske jeg var lidt branket 

img_2278-1

.. så belønnede mig selv med en tur i slikskabet nok engang, da jeg var hjemme og et dyk ned i min nyeste bog.

img_2267

.. brunchhygget med K og lagt vin-tøseaften-planer!

img_2203

.. brugt dejlige timer med søde E!

img_2214

.. droppet Århus tur og hjemmehygget med febersløj yndlings Skægabe og mexci-mad.

img_2240

.. sagt farvel til sød kollega, der medbragte på-gensyn kage.

img_2280

.. nydt 22 grader søndag på minigolfbanen.

img_2229

.. besøgt svigermor og medbragt lidt rejseguf til kaffen.

img_2257

.. spist falaffier 3 gange. Det er bare min favorit junk disse dage, og på Penny ser det jo næsten helt kunsterrisk ud.

 

Hvordan gik din afsked med sommeren? Havde du en god/dårlig/hård/sjov uge?

Hverdagen kalder

2h5ibmw

Så har klokken slået hverdag, og jeg skal møde på job klokken 15. Jeg har haft ferie siden den 10. august, og det har været skønt. Jeg er dog ikke vant til så lange ferier, så jeg er en smule spændt på at komme tilbage. Både fordi jeg er bange for, at jeg har glemt alt  og alle – men også fordi jeg formentlig møder ind til alverdens omstrukturering. Så det bliver spændende – og med det mener jeg selvfølgelig skræmmende. Jeg er ikke så god til ufrivillig usikkerhed, men det er der vist få der egentlig er?
Heldigvis burde det hele ende godt, jeg skal bare væbne mig med tålmodighed.

Så nu vil jeg nyde min friformiddag med tusinde liter kaffe og musik. A har sat en form for nostalgi-lavine igang. Hun har sendt mig alverdens gamle hits på sms, så jeg har travlt med at gennemsøge internettet. Det utroligt, hvad man pludselig kan huske, når man først kommer igang.  Musik kan gøre underværker for humøret.

Håber I får god onsdag.

Status fra Ferieland

Jeg har ferie – det har jeg faktisk haft i et par uger efterhånden. Og den er ikke slut endnu. Tiden flyver, som bekendt, afsted når man hygger sig, danderer den og bliver forkælet til den store guldmedalje.

Her er lidt af alle de hyggeligheder, som min ferie har været fyldt op af:

IMG_3680

Jeg er blevet begavet. Det er en af fordelene ved kombinationen af en gavegal familie og rejselystne søstre. Denne fine pakke er fra A’s rejse til Sverige.

IMG_3684

Der er også blevet tid til et lille cafebesøg. A og jeg spiser ugentlig frokost det samme sted – det passer genialt, når vi begge arbejder aftner. Og min ferie skal ikke komme i vejen for sådanne traditioner.

IMG_3446

Der er også blevet tid til en lille øl med en veninde. Det er ikke altid nemt med voksenlivet og alle dets forpligtelser, så når det sker er det ren lykke.

IMG_3457

Min mor er den bedste bager jeg ved, så begejstringen var stor, da jeg besøgte vores forældre og der var nybagte valnøddeboller på menuen.

IMG_3482

Efterårsvejret har været hyggeligt, selvom jeg kommer til at savne solen, når sommeren engang er slut for i år. Det har betydet at vi har taget forskud på efterårsmaden. Kartoffelmos er et evigt hit hos mig, og nu er det næsten sæson.

IMG_3487

Vores mor nøjes selvfølgelig ikke med, at server nybagt brød. Hun havde enehændigt plukket tusinde brombær, og tryllet en god del af dem til verdens lækreste brombærfromage. Det var så godt.

IMG_3508

Der har heldigvis også været tid til lidt rødvin i godt selskab. Altid dejligt at vænne verdenssituationen med sådan et glas i hånden.

IMG_3556

Jeg har ikke haft så meget fornøjelse af min sydvendte altan her i sommer, så jeg har taget revanche de sidste uger. Og med et tæppe og kaffe i hånden kan alt lade sig gøre.

IMG_3580

Afslapning har der heldigvis også været tid til. Jeg har nydt friheden, freden og netflix – og det har været så skønt.

IMG_3598

Endnu en gave var blevet hjemkøbt til mig. Denne havde vores lillesøster med fra Berlin. Tusinde liter tøseforkælelses og guf – jeg er så heldig.

IMG_3608

Der blev også tid til et gensyn med min gamle kaffekop. Jeg har engang ejet to af disse smukke kopper, men da jeg ikke længere orkede blåt og hvidt porcelæn gav jeg et til hver af mine søstre. Så det er dejligt at kunne besøge dem, når jeg engang imellem bliver budt på kaffe.

IMG_3618

Vores lillesøster er en mester til at forkæle. Jeg blev inviteret på alt fra tapas til tøsefilm. Og så havde hun endda købt mig en lille bitte flyrødvin. Det er betænksomhed der er til at forstå.

Så den sidste uge af min ferie har af at lægge sig gevaldigt i selen, hvis den skal have en chance for at hamle op.