Aubergine med gedeost & figner

Vi har fået en sød forspørgsel på, at dele lidt opskrifter på den mad vi render og spiser. Vi er nogle kæmpe madører begge to, men til gengæld er vi en smule dovne, når det kommer til at stå i køkkenet. Så de fleste af vores favorit retter er rimelig simple.

Her kommer der en ‘opskrift’, som på noget som vi elsker at spise, når det er efterår og de friske figner kommer i butikkerne.  Vi bruger dem som tilbehør, som tapas eller bare som snacks til rødvin.

IMG_3944.JPG

Aubergine med gedeost & figner

Du skal bruge:

1 aubergine
1 rulle gedeost
3 friske figner
Salt
Granatæble sirup
Frisk kværnet peber

Auberginen skylles og skæres i skiver. Derefter duppes skiverne tørre med køkkenrulle og drysses med salt. Læg skiverne på en bagplade med bagepapir. Figner og gedeost skæres også i skiver. Derefter pyntes aubergineskiverne med en skive figne og en skive ost.
Det hele bages i ovnen på lav varme til auberginen er mør og osten smeltet inden og sprød uden på.
De færdigbagte auberginebider får et dryp granatæblesirup og et generøst skud friskkværnet peber.

Verdens nemmeste tapasret er nu klar til servering.

Søndags-dagbog ala A

Igår var en dejlig dag, hvor alt foregik i laveste gear og man alligevel når en hel del. Min kæreste og jeg har sjældent en hel dag samnen, da weekenderne ofte kollidere med aftenvagter, stadiontur, tøse-dates, cykel-herredates og familiefødselsdage.

Derfor var det skønt med en dag med solskin, to-somhed og svigermors bil, med fri benzin. Både antikiggeri i Dronninglund, gåtur i Lindholm høje, Aalborg Streetfood og Egholm blev besøgt, såvel som sofaen og ikke mindst køkkenet derhjemme. Idag skal vi nemlig til påskefrokost, så lidt forberedelse måtte der også til igår.

I kan følge med lige her, hvad sådan en “lave-ingenting-og-alting” gik med:

.. og så hoppede vi i køjen engang, når hun fik reddet verden med kys, snak og lidt natmad.

Virkelig skønt døgn, hvis man spørger mig

Hvad gik din påskedag med?

Citronfromage opskrift.

26828079_10155945110694898_53019765_o

Igår havde vores søde far fødselsdag, og den slags kræver citronfromage. I den anledning havde vores mor kreeret den mest fjerlette og lækre version, som var lige som sådan en skal være: Fuldfed, syrlig og skøn. Den skaber lidt opvask, bevares, men er ellers pærelet – det der med at husblas er svært, er altså en gammel løgn (siger os tre fra fødselsdagen, der har lavet det flere gange på årsbasis og altså aldrig fået problemer med det).

Opskriften var fra Alt for Damerne (“Oldemors citronfromage”), men der er tilsat lidt ekstra syre i denne version, for det er vi nemlig fan af – men det kan du jo regulere på, hvis du vil. Men spring endelig ud i det, det er simpelthen så ligetil, og den smager himmelsk.

Opskriften får I her, til fem fromagesultne mand:

Citronfromage

5 blade husblas

4 pasteuriserede æggeblommer

100 g sukker

1½ dl citronsaft af 2-3 citroner + finrevet skal fra minimum 2 styk.

3 pasteuriserede æggehvider

3 dl piskefløde (vi vælger den laktosefri af åbenlyse årsager, men det står frit for)

Fremgangsmåde:

Husblassen lægges i blød i rigelig koldt vand. Pisk dernæst en æggesnaps af halvdelen af din citronsaft, æggeblommer, sukker.

Brug den resterende del af citronsaften, til at opvarme enten i vandbad eller microovn, og smelt den hårdopvredet husblas deri. Når husblassen er opløst, tilsættes et par skefulde af en stuevarme æggesnaps i husblas-massen, og tilsættes relativt hurtigt derefter, i den resterende del af æggesnapsen, under piskning.

Når denne er jævn, lad da massen stå.

Pisk så i en anden skål en let flødeskum.

Slutteligt pisker du så i en ren skål (med helt rent piskeris) dine æggehvider stive. Vend dernæst forsigtigt (men gerne lidt hurtigt, med fast hånd) hviderne i æggesnapsen. Tilsidst vendes den lette flødeskum, og blandes jævnt, uden at klappe for meget luft ud af fromagen.

Sættes dernæst på køl i minimum 2 timer i portions-glas eller anretningsskål, og pyntes evt. med flødeskum før servering.

Velbekomme

Meatza – opskrift


Vi elsker meatza – det er lækkert både som frokost, til madpakke eller whatever – og så er det genialt koldt, hvis der er rester. 
Det findes i et utal af variationer, men dette er min favorit, er man til andet fyld kan man jo skifte ud, som man ønsker. 


Du skal bruge:

1 pakke fars – jeg brugte 450 gr. oksekød
1 dåse linser
1 æg
1 glas oliven
Frisk mozzarella 
Tomat
Krydderier

Fremgangsmåde:

Bland fars, linser, æg, krydderier og et halvt glas hakkede oliven. Jeg brugte chili, köfte og oregano. Derefter formes farsen efter ønske – jeg brugte et tærtefad. Derefter bagte jeg den i cirka 15 minutter, hvor efter jeg pyntede den med frisk mozzarella, tomatskiver, ekstra oliven og mere oregano. Der efter er det retur i ovnen til den er færdigbagt. 
Jeg serverede den med frisk spinat, ekstra ost, flere oliven og tzatziki til.

Æggefri limefromage med hindbær

Jeg serverede denne lækre syrlige fromage for A i mandags. Jeg har igennem årene lave mange forskellige slags fromager. Denne strøg dog lige til tops på min egen favoritliste. A var helt enig. Den er overdrevet nem at lave, og kan varieres efter egne preferencer. 

Du skal bruge

200 ml fløde
2 spsk cremefraiche
2 blade husblas
4 lime
En vanillestang
Sød/sukker/whatever
Frysetørrede hindbær

Fremgangsmåde

Læg husblas i blød
Pisk fløden til en let skum
Pres lime i en gryde, flæk vanillestang og læg den i limesaften
Lun under let omrøring – når det er varmt slukkes blusset, og de to blade husblas tilsættes. 
Når husblas er opløs fiskes vanillestangen op og massen vendes forsigtigt i flødeskummet. 
Til sidste smages fromagen til med sødemiddel og en 1/2 dl frysetørrede hindbær tilføjes. 

Fromagen stilles på køl et par timer. 

Drys evt. lidt ekstra hindbær på toppen. 

 – K

3. advent – et julet repost

3. søndag i advent er her, og jeg har fundet endnu en opskrift frem fra gemmerne. 

Jeg har lavet mange forskellige slags skum igennem tiden, og denne julede version var også et hit. Det har aldrig været særligt kønt med hjemmelavet skum, men smagen plejer aldrig at fejle. Kombinationen af kirsebær og kanel er fremme igen – men er man ikke til kanel kan man jo bare undlade det. 

Du skal bruge:

1 dl kirsebærsauce
Evt. lidt ekstra sukker
10 blade husblas
Flormelis (evt. blandet op med et drys kanel)
Håndmixer

Fremgangsmåde:

Læg husblas i blød i koldt vand og tag et indfast fad frem. Fyld bunden af fadet op med flormelis. Si kirsebærsovs og kog (evt med lidt sukker). Tag saucen af bluset. Når saucen er stoppet med at koge, krammes husblasen fri for vand og tilsættes blad for blad. Når det hele er rørt ud, findes håndmixeren frem. Massen piskes til en kraftig skum (tager ca. 10-12 minutter). Efterfølge skal massen bredes ud i det ildfastefad – det skal gå rimelig hurtigt, for massen størkner ret hurtigt. Massen drysset med et lag flormelis. Når massen er størknet, skæres den ud i passende stykker, som vendes i flormelis (som evt. er rørt op med et drys kanel).

Håber I nyder jeres søndag!

 – K

En date, der blev til to.

Måske I husker, at jeg til min fødselsdag i oktober, fik det dejligste gavekort af Lillesøster E. 
Beløbet var på “evig fornøjelses-festivitas” og bestod af en lang, skøn og hyggelig dag på den lille frøkens regning. Skræddersyet og planlagt, bare for hende og jeg. Er det ikke bare fornemt? Jeg glædede mig ihvertfald afsindigt meget, til en tøsedate i byen. 
Vi startede dagen ud med en tur på Aalborg historisk museum, hvor ingen af os havde været i et par år. Især de gamle bybilleder, legetøjs-afdelingen og (meget) sære ord, der dukkede op i udstillingerne var et hit og gav anledning til snak. Så selvom vi havde afsat et par timer, gik tiden stærkt og pludselig slog kl. 17. Så vi hoppede i jakkerne og i tusmørket begav vi os mod Salling til nej-hvor-er-den-fin-men-dyr oseri og prøvesmagningsfest i madafdelingen.
Dagens sidste stop var på en af mine absolut favoritcafeer, som jeg også længe har tænk, at LillesøsterE skulle introduceres til. Og her sad vi så, og hun var heldigvis også fan.
Snakken gik med 180 i timen, maden var skøn, stemningen god, øllen kold og vinen rubinrød. Så dejligt.
Efter desserten var der ikke et øje tørt – og glade og mætte var vi stadig, da det blev på tide at følge den søde gavegiver til bussen. Det sværeste var vist, at stoppe de opvarmede stemmebånd igen. Men det hjalp heldigvis, at vi straks planlagde endnu en tur i løbet af måneden. 
Så tak tak tak for den dejligste aften, Babysnif, hvis du læser med idag.
Jeg glæder mig allerede til næste gang.