Historien om dengang, hvor jeg ikke fandt ud af, hvad skulle være når jeg blev voksen (4)

 

Min facebook status, den dag jeg sagde mit første fuldtidsjob op. 

Har du læst del 1 , 2  og 3?

Dette indlæg har været længe undervejs. Jeg overvejede næsten, ikke at færdiggøre min lille føljeton. Det ville ligesom være prikke over i’et i historierne om, at jeg aldrig rigtigt gør noget færdigt. For for sådan forsætter min historie faktisk.

Sidste afsnit sluttede med et opkald fra hende, som viste sig at skulle blive min chef de næste par år eller tre. Jeg fik nemlig jobbet, ligesom alle andre, der søgte der. Telemarketing blev min nye hverdag. Jeg sad i kundeservice og blev skældt ud dagen lang af besynderlige voksne, som ikke rigtigt forstod deres regning, havde glemt deres pinkode eller noget der minder om. Før det havde jeg altid troet, at man blev klogere og høfligere med alderen. Jeg blev klogere – jeg havde ikke arbejdet der en uge før en mand, der var over 10 år ældre end mine forældre, kaldte mig for en ‘forbandede møgfisse’. Troede ikke mænd i den alder, kendte den slags ord, men så var stilen ligesom lagt. Jeg vænnede mig hurtigt til jargonen, og nød at arbejder sammen med flere af mine veninder. Det var en vanvittig sjov arbejdsplads med gode kollegaer, flere fredagsøl end hvad jeg troede muligt og en form for overbærenhed, der gjorde det helt okay at møde op i nattøj på en lørdag.
Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle blive gammel der, så da der pludselig kom krav om salg, i forbindelse med kundekontakt, var jeg på vej ud af døren. Jeg vidste endnu ikke hvor jeg skulle hen, men en kollega havde talt varmt om SOSU-uddannelsen, da man kunne få løn frem for SU. Efter en hurtig omgang internetlæsning, var jeg solgt. Det tog halvandet år, og alle fagene var på et niveau, som jeg ikke havde hørt om, siden 9. klasse.
Efter et par desperate opkald til alle der gad snakke med mig, var jeg inde. Der var bare lige en ting: Jeg skulle starte dagen efter, da jeg ikke ligefrem var ude i tide, og skolen var startet op knap en måned før. Min chef var på ferie, så jeg hev en anden leder til side, og meddelte ham, at dette ville være min sidste vagt. Han var ikke ligefrem imponeret, men lod mig gå, da jeg lovede at tage lidt vikarvagter hver uge. Hvilket selvfølgelig aldrig rigtigt kom til at ske.

Det næste halvandet år gik med skole, praktik, fattigdom og en langrække kulturchok. SOSU-verdenen var ikke ligefrem, hvad jeg var vant til. De værdier, den omgangstone og den humor jeg observerede, var ikke ligefrem min hjemmebane – og de 1400 kroner jeg havde til mad, tøj, fornøjelser osv. var svære at strække. Mit praktiksted var heldigvis glade for mig, så jeg sikrede mig et job allerede, før jeg gjorde uddannelsen færdige. Vi skulle dog lige igennem den lange vinter, før jeg fik papirerne i hånden. Min mor referer til den vinter som ‘dengang du var sur hele tiden’. For det var jeg. Det var hårdt arbejde. Vi var underbemandede, der var for meget sne til, at vi kunne cykle rundt, så vi var bagud i flere uger. Det betød vi kørte nødplaner, hvilket hverken var værdigt for os eller borgerne vi skulle passe. Det betød også, at jeg skulle hjemmefra senest klokken 06:15 hver morgen, hvilket på igen måde huede b-mennesket i mig.
Men jeg præsterede på en eller anden måde at holde ud. Jeg bed tænderne hårdt sammen, og kørte igennem. Så jeg blev uddannet og påbegyndte mit fuldtidsjob i hjemmeplejen. Mens jeg cyklede rundt, og passede på byens ældre, talte jeg dagene. Jeg havde søgt ind på SOSU-assistent-uddannelsen, og hvis jeg kom ind, skulle jeg starte et par måneder efter min 25 års fødselsdag. Jeg kom ind. Da jeg melddelte min chef dette tilbød hun mig orlov, mens jeg læste, hvilket jeg pænt takkede nej til. Jeg var færdig med hjemmeplejen. Jeg vil aldrig tilbage igen.

.. Jeg endte dog med, at trække mit nej tilbage. Der var ingen grund til, at klappe med døren og måske var det rart med et job i baghånden?
Det tilbud kom jeg dog aldrig til at benytte mig af.

For jeg startede på uddannelsen, men det gik ikke. Det er faktisk noget af det dummeste jeg har været med til. Jeg havde nær brækket halsen (og adskillige andre lemmer) på min sygehuspraktik, ikke på grund af arbejdsbyrde eller fagligheden, men grundet verdens dårligeste arbejdsmiljø og en praktikvejleder, som jeg intet pænt kan skrive om. Jeg valgte dog at gennemføre den praktik, da jeg ikke kunne overskue andet. For det er faktisk ofte hårdere at gå. Det kræver kræfter, overskud og modet på alle de skuffede blikke, som helt sikkert vil møde dig i den nærmeste fremtid.

Jeg havde dog fået nok – jeg trængte til at lave noget andet. Noget uden ansvar for andre mennesker, noget simpelt. Så jeg valgte en gammel kending. VUC. Jeg havde endnu engang ikke formået, at time min flygtige afgang, så jeg måtte igen på tiggermarkedet. Og jeg fandt en studievejleder, som kunne får mig på lidt forskellige fag. Nogle i Aalborg, nogle i Aabybro og nogle via fjernundervisning. Der virkede en smule rodet, men på en eller anden måde virkede det anderledes denne gang. Jeg blev aldrig rigtig glad for det, men jeg nød roen, de ligegyldige fag og det manglende ansvar for andre end mig selv.
En ting manglede jeg dog. Kontanter. Efter flere år med noget der mindede om løn, var SU noget stramt for mig.

Så min plan om aldrig, at sætte mine ben i hjemmeplejen blev ligesom aflyst. Jeg meldte mig ind i kommunens vikarkorps. Der havde jeg min første aftenvagt, hvilket ændrede mit syn på jobbet, sig en hel del.
Det var nogle helt andre opgaver, nogle helt andre kollegaer og en helt anden stemning.
Jeg fortsatte dog mit studie. Det gik ikke ligefrem pragnede, men jeg hutlede mig igennem med tårnhøjt fravær, studievejledersamtaler og ganske hæderlige karakterer.

Ved siden af studiet, rendte vores nærmeste familie ind i noget sygdom, som gjorde det hele en smule tåget. Jeg kløede dog på, men da mit fravær blev så højt, at jeg ikke længere kunne forsætte, slog jeg en handel af. Jeg fik lov at forsætte uden SU. Så jeg skruede op for mængden af arbejde, og ned for lektielæsningen. Ikke at det havde været en højt på listen, men nu var det udelukket. Jeg fik dog min eksamen i alle mine fag, og startede op på et nyt skoleår. Forpligtelserne i privatlivet trumfede dog skolen, og jeg droppede ligeså stille fra igen. Denne gang med eksamen i 6 forskellige fag. Mit fritidsjob, var ligeså stille blevet mit fuldtidsjob. Jeg kendte flere og flere på de forskellige institutioner rundt i kommunen, og nød at komme der.

Friheden i mit vikarjob var guld. Jeg elskede at kunne planlægge min egen arbejdsuge, holde ferie når jeg ville og vælge til (og fra) efter eget ønske. Jeg ville aldrig have et fast job. Vikarlivet var vejen frem for mig.
De driller mig stadig med det på mit arbejde. For et af de steder, hvor jeg tjente rigtig mange af mine vikardollars, vred armen om på mig. De smigerede mig lige ind i deres flok efter et par år, og jeg er der endnu. I næste måned er det tre år siden, at jeg havde min sidste vikarvagt på en anden institution. Til januar har jeg været fastansat i tre år.

Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal være, når jeg bliver voksen. Jeg ved bare, at jeg har fundet et dejligt sted at være, til jeg får min åbenbaring.
Det må vel også tælle for noget.

Tak fordi du læste med, hvis du nåede så langt!

Et tip fra søndagszombien

Kender du den slags mennesker man bare holder med? Dem der, som virker ualmindelig sympatiske og søde, men som stadig fremstår som værende helt nede på jorden. Sådan er Maude/Crappymum/Skøreliv – i hvertfald, hvis du spørger os. Vi har fulgt med hos hende længe, og vi har ingen planer om at stoppe. Hendes hverdagsfortællinger, charmerende skriftsprog og herlige humor er næsten umuligt at stå for. Og så er hun typen som kommenterer på blogs, svarer på de kommentarer hun får og den slags ting, som vi alle sammen kunne lære noget af.
Det ville være hverken være en overdrivelse eller rent smiger, hvis vi påstod at blogland sagtens kunne bruge flere af hendes slags.

Hvis vi har fristet dig til, at kigge forbi hendes blog kan du klikke her.

Et tip fra søndagszombien

Er du også et dressingssvin af demensioner? Så kender du den måske allerede?

Vi elsker både coleslaw og dressing, så da vi opdagede, at denne var kommet på markedet måtte vi investere. Og den er god på den der småulækre, svinske og ret perfekte måde, som kun billig købedressing kan være. Nu er der pludselig både mulighed spæde op, hvis coleslawen er for tør eller at lave sin helt egen dovenslaw med forhakket kål.

Anyway, vi er fans og ville bare lige dele vores begejstring.

God søndag.

Jeg fandt noget fantastisk

Der var engang, hvor jeg ikke kendte til sneakers. Jeg var overvist om, at det var den slags som seje sportypiger gik i – den med koordinationsevne, atletisk look, cirka alt hvad jeg ikke er.  Tror det er i ‘Mit liv på et fad’, hvor der står noget ala: at gå sneakers og sportstøj, når man ikke træner, svarer til at have skrevet ‘kronisk selvbedrag’ i panden. Formuleret en del bedre, selvfølgelig. Eller måske er det fra Nynne? Under alle omstændigheder kunne jeg virkelig identificere mig med det. For jeg er slet ikke sådan en type, selvom jeg virkelig godt gad det.

I 2014 gav jeg imidlertidig op. Jeg var træt af smadrede fødder, dårlige sko og ømme ankler. Til vores mors store fornøjelse. Hun havde været efter mig i tusinde år. Jeg købte mig et par Nike-sko. De var lilla og ualmindelig behagelige. Smerterne, som havde plaget mig i årevis, var pludselig på retur. Jeg kunne gå og stå i længere tid uden den brændende fornemmelse. Det var en succes uden lige. Der var dog en anke. Jeg hadede pludselig alle mine sko. Mine elskede støvler, de søde ballerinaer osv. Komforten sneg sig lynhurtigt ind på mig – og jeg var solgt.

Det næste stykke tid gik med at overbevise mig selv om, jeg godt kunne blive sneaker-typen. Måske kunne jeg tabe 20 kilo, stoppe med at gå i kjole eller begynde til håndbold. Indså dog hurtigt, at intet af det var realistisk. Jeg skulle bare gå i sneakers. Kedelig drengede sneakers. Jeg havde før haft nogle forskellige par. Ingen af dem var dog særlig spændende eller smukke.

En dag viste en ven med muligheden for, at købe sko online. Det vidste jeg jo teknisk set godt at man kunne – jeg kendte bare ikke til den fantastiske verden af smukke, lækre, tøsede og magiske sneakers der lå og ventede på mig derude på internettet.

Jeg købte mit første par den dag i 2014. Det smukkeste par sko. Et par med rødvinsfarvet ruskind, libertystof og hidsige prikker i en farve som de kaldte ‘bright mango’. De var lavet i et begrænset oplæg, og jeg ventede pænt i (internet)kø. Siden dengang er der kommet mange til. Rigtig mange smukke par, med alt fra guld, blomster, et væld af lyserød til sløjfer. Og jeg elsker hvert eneste par. Det første par er dog stadig skattet højt – de er bare ikke helt så smukke længere. De er udtrådte og nussede.
Så da jeg faldt endnu et par, fra samme kollektion, på ebay måtte jeg slå til. Modellen er en anden, min favorit endda, så jeg synes det var så magisk at jeg måtte til lommerne. ‘

Nu bor de hos mig. Og jeg lover at passe på dem, for jeg tror ikke sådan lige de dukker op igen.

Feriedagbog: London 3. dag

Vores sidste feriedag i London. Vi skulle flyve hjem dagen efter – klokken 08 – hvilket betød, at uret ville ringe engang lige efter klokken 04. Så vi var også tidligt på færde, så vi kunne få noget ud af dagen, og stadig være hjemme tids nok til at kunne få hvilket lidt inden hjemturen.

Første punkt på listen var morgenmad. A havde googlet flittigt, og fundet et sted om både lå perfekt i forhold til dagens program og som lød vældigt lovende.

Og hvor var det dog et godt valg. Lækker og smuk mad. Som selvfølgelig blev flittigt fotograferet. Vi glemmer bare nogle gange, at vi ikke rigtigt har evnerne eller udstyret til at få det til at ligne ‘ægte blogger’-billeder.

Solen stod højt på himlen, da vi slentrede videre. Vi gik og snakkede løs, som vanligt, og før vi vidste af det var vi på vej over en bro. Vi er ellers ikke så meget til den slags, hvis det kan undgåes, men når snakken falder på mængden af kaffe i kopperne, på før omtalte morgenmadsbiks, kan alting ske. Tænk, at være så glad for kaffe.

Vi var på jagt efter en båd. Vi elsker at sejle, når vi rejser. Sidste gang vi besøgte London sprang vi over, og det kunne vi selvfølgelig ikke lade ske 2 gange i streg.

Da vi nåede den anden side af broen gik vi direkte ind i en billetsælger og fik anskaffet os en hver. Både var lige på trapperne, så vi kunne pænt stille os i kø med de andre. Få minutter efter var vi ombord.

Ud af de mange seværdigheder, der blev præsenteret, var denne nok vores favorit. Kan du kende den?

.. apropros billedet med broen, gik vi forbi dette på vej mod vores næste destination. Øj, hvor vi gad det. Vi havde dog en næste lige så vigtig ting på planen. Primark. Stedet hvor alt er bras, på den bedste måde, og hvor det er umuligt ikke bare at købe sig lidt fattig.

Efter Primark var blevet finkæmmet og endevendt havde vi brug for at samle styrke. Vi besluttede os for endnu en tur på Pret. Der var ikke mange meter fra tanke til handling, det er fordelen ved, at de ligger på hvert et hjørne. Næsten.

Næst på listen var Selfridges. Vores forældre elsker serien, og vi havde en ide om, at man kunne købe fine glaskugler der. Vores forældre har samlet i over 30 år, og vi syntes at de fortjente endnu en til samlingen. Det var så hyggeligt at gå på opdagelse blandt alle de fine ting – og til vores store glæde var der en juleafdeling på øverste etage. Vi er suckers for alt der har med julen at gøre, så der fik vi også lige slået et par timer ihjel, før vi vendte næsten mod Kings Cross igen.

Det sidste officielle måltid blev indtaget få hundrede meter fra vores lejlighed. K havde besluttet sig for fish and chips allerede før vi satte os – A hoppede også med på fiskevognen. Det var virkelig lækkert.

Den allersidste oplevelse på turen var en smule magisk. Vi havde aftalt, at vi ville se ‘Harry Potter’-stedet før vi rejste. Vi var endnu ikke stødt på det ved et tilfælde, så vi gik på jagt. Kings cross er en ret stor station, hvertfald når man ikke kan finde rundt. Vi var sikre på, at det vil være åbenlyst, hvis vi bare lukkede øjnene op. Det var det egentlig ikke – men pludselig var der en kø af mennesker. En kø førte lige imod en mur. Den mest magiske mur på hele stationen. Tonerne af Harry Potter temaet strømmede igennem luften og begejstringen blandt de fremmødte var tydelig. Vi gik helt bagover i nostalgi og glæde. Det var vanvittigt hyggeligt. En perfekt afslutning på en perfekt ferie.

Efter HP-hyggelighederne vendt vi endnu engang næsen mod supermarkedet. De sidste gaver, snacks og morgenmad blev indkøbt, før vi krøb tilbage til en sidste nat i det smadrede hus.

Tak for denne gang, London.

Feriedagbog: London 1. dag

Klokken er 11:00 og vi sidder i Aalborg lufthavn. Vi susede lige igennem security og ind til butikken, hvor de sælger kaffen. Det er vores ting. Vi er utilpasse ved alt, der har med lufthavnen at gøre, så vi møder tidligt op og forsøger at berolige vores nerver med masser af koffein.

Nu er klokken noget ala 12:30 og vi er i luften. Panikken har allerede bredt sig – vi er og bliver ikke luftstærke. K leger en form for über-hysterisk interviewer og A fortæller lange historier fra de varme lande – begge dele i håbet om, at holde det værste ubehag for døren. Det er ikke en udpræget succes, men vi formår dog, at genere de andre passagere mindst muligt. Denne gang.

Efter et par timers transport er klokken 15:00 og vi er i London. Vi har taget tog fra lufthavnen til Kings Cross, hvor vi håber på at skulle overnatte de næste tre nætter. London viser sig fra sin regnfulde side, men vi er så forelskede i stedet, at det ikke engang kan lave en rids i vores ferieforelskelse.

Klokken er 15:30 og der er en smule vanskeligheder med såkaldte ‘værelse’, som vi skal overnatte på de næste dage. K taler i telefon med dem der har magten, mens A henter kaffe og holder humøret højt. Efter en lille halv time er der dog hul igennem, og det hele ser igen lyst ud.

Klokken er 16:30 og vi er tjekket ind. Vores nye hjem er et meget smadret, charmerende og en smule utæt. Der er ingen wifi, men til gengæld kan vinduerne ikke lukke og vandet i begge haner er iskoldt. Vi ler om kap og bliver enige om, at det uden tvivl bliver en helt fantastisk ferie, for vi har hver vores seng, og næste stop på vores tur involverer rødvin.

Vi stopper dog lige forbi et lille supermarked på vejen. Klokken er 17:15 og vi handler natmad. Vi er kronisk bange for, at blive sultne, så selvom vi har en reserversion til klokken 17:30 på en tapasrestaurant, må der handles. Det er muligvis bare en undskyldning for, at se et supermarked indefra. Vi er allerede gået forbi nogle stykker, og vi har været ved at dreje hovederne af led hver eneste gang.

Klokken er 18:00 og der er kommet vin på bordet. Vi skåler velkommen og begynder for alvor at slappe af. Det har været en begivenhedsrig dag, og nu hvor vi har overlevet flyveturen, fået nøglen til vores nye hjem og en smule vin i blodet kan intet vippe os af pinden. Menuen vi får stukket i hånden forsøger dog. Alt ser lækkert ud, og vi aner ikke hvor vi skal starte eller slutte.

Vi ender dog med at bestille eksakt det samme. Og det er alt alt for meget. Til gengæld er det ualmindelig lækkert. Belysningen er dog dæmpet, så det er umuligt at yde retfærdighed med vores ringe fotografi-skills. Vi får rødbedesalat med gedeost, rejer, indbagt ost, skotske æg og alt andet lækkert. Portionerne er gigantisk og stemning genial.

Klokken er nu 21:20 og vi er på vej mod vores nye hjem. Vi er for mætte – af tapas, rødvin og indtryk – til at fortsætte dagen. Vi svinger dog lige en lille smut forbi endnu et supermarked, før vi når vores destination. Resten af aftenen bliver brugt på langs i hver vores seng. Vi sladrer et par timer, i mørket, før vi falder en dyb søvn til lyden af overboens fest, naboerne der ryger udenfor det åbne vindue og ambulancerne der kører i pendulfart udenfor vores hoveddør.

Hvad er det som er særligt ved dagen?

Idag er det 28 år siden, at min bedre bloggerhalvdel, yndlings togtmakker og et af de mest fantastiske mennesker, nogensinde, kom til verden. Og gudskelov for det. 

Tusinde gange tillykke, allerbedste A! Jeg glæder mig til alt med dig, altid. 

Fridage med snue i (forhåbentlig)

Jeg vågnede til lyden af en fastnet telefon der kimede. Det gjorde mig en smule i tvivl om, hvem jeg var og hvad årti vi egentlig var i. Jeg er i forvejen super ulogisk, lige når jeg vågner, men min ‘jeg tror jeg er ved at blive syg’-tilstand hjalp ikke på sagen. Lyden fra telefonen kunne jeg dog konstatere kom fra en af de andre lejligheder i min opgang. Kan ikke mindes at have hørt den før, til trods for at have boet her, sammen med noget nær de samme naboer, siden 2006.

Nå, men jeg har fri helt indtil onsdag klokken 15, og jeg har lovet mig selv at slappe af. 100% af. Ingen aftaler, planer, pligter eller lignende må foregå. Jeg har skrantet længe, men har ikke haft tid og mulighed for, at kunne slappe nok af til, at kunne være/blive rigtig syg. Måske lyder det dumt? Måske kender du det? Men jeg kan først rigtig være syg, så jeg (forhåbentlig) kan blive rigtig rask, når jeg slapper ordentlig af. De sidste uger har været fyldt med alt fra hverdag til ferie til fødselsdagsfester, men nu er tiden inde fri og fred. Og forhåbentlig et par ægte sygedage, så jeg kan slippe hovedpinen, den ømme hals, den trætte krop og de varme kinder.

Så jeg har fundet dynen og dragefutterne frem. Nu er mit største dilemma bare hvad jeg skal se, og om det skal foregå på sofaen eller i min seng. Har du et godt bud? Jeg overvejer Beverly Hills, hvis det stadig lægger på TV2 og ellers er der jo altid Seinfeld eller Gilmore Girls.

Nu vil jeg i hvertfald sætte en kande kaffe over, mens koncentrerer mig om, at slappe af og lade snuen erobrere min krop.

Du ved du er træt, når..

Jeg lider af kronisk søvnmangel, og har gjort i snart femten år. Nogle perioder er bedre end andre, men søvn og jeg er aldrig rigtig blevet homies.

Så, jeg ved jeg har søvnmangel når:

.. jeg ringer på min egen hoveddør efter endt aftenvagt i hjemmeplejen. På den anden side er musene/spøgelserne/whatever så advaret om min hjemkomst.

.. jeg forsøger (gentagende gange) at betale med det kreditkort, som udløb for 3 år siden, der åbenbart stadig bor (boede) i min tegnebog. Tak til tålmodige ekspedienter, som betaler og lader mig overføre med mobilepay. Jeg har smidt det ud nu. I dag. Jeg lover.

.. jeg forsøger at ringe til min mobil, med min mobil, fordi den er pist forsvundet.

.. det pludselig lugter brændt. Eller der pludselig kun er vand tilbage til en halv kande kaffe. Godt vand ikké kan brænde på.

.. jeg ikke kan huske halvdelen af de punkter jeg tænkte på, da jeg startede dette indlæg.

.. min telefon bimler konstant, da jeg bliver nødt til at have en alarm til cirka alt.

.. jeg går i seng før midnat i håb om at sove før klokken 02.

Endelig ferie

Eller.. nu er det jo som sådan ikke en ferie. Det er faktisk ganske standart for mig, at have 5 dage fri hver anden uge. Forskellen denne gang er, at jeg har en lille rejse i vente. Den lille lange A og jeg flyver til London i weekenden. Så da klokken slog 23 og jeg kunne vende cyklen mod hjem føltes det hele en smule mere særligt end sædvanligt. For jeg har glædet og gør det endnu.

Vi har 3 dage med tøserier, lækker mad, oplevelser og grin til gode – og det er intet mindre end perfekt. Det er ved at være 4 år siden vi sidst var derovre. Turen var et kæmpe hit. Særligt fordi vi fik lov at gå helt i nørdemodem, da vi var forbi Harry Potter Studios. Det var en kæææmpe oplevelse. Som vi dog springer let og elegant over denne gang. Logisk giver det desværre ingen mening. Ellers havde vi uden tvivl genbesøgt det. Årets tur kommer, umiddelbart, til at stå på tapas, Dinoer, sejltur, shopping og tusinde kopper kaffe i stedet – så jeg glæder mig cirka så meget, at jeg kunne spise en hel dundyne.

Nu vil jeg stene lidt serier og spise en mad, så jeg klar til afslapning, pakning og rydning i morgen.