Min facebook status, den dag jeg sagde mit første fuldtidsjob op.
Har du læst del 1 , 2 og 3?
Dette indlæg har været længe undervejs. Jeg overvejede næsten, ikke at færdiggøre min lille føljeton. Det ville ligesom være prikke over i’et i historierne om, at jeg aldrig rigtigt gør noget færdigt. For for sådan forsætter min historie faktisk.
Sidste afsnit sluttede med et opkald fra hende, som viste sig at skulle blive min chef de næste par år eller tre. Jeg fik nemlig jobbet, ligesom alle andre, der søgte der. Telemarketing blev min nye hverdag. Jeg sad i kundeservice og blev skældt ud dagen lang af besynderlige voksne, som ikke rigtigt forstod deres regning, havde glemt deres pinkode eller noget der minder om. Før det havde jeg altid troet, at man blev klogere og høfligere med alderen. Jeg blev klogere – jeg havde ikke arbejdet der en uge før en mand, der var over 10 år ældre end mine forældre, kaldte mig for en ‘forbandede møgfisse’. Troede ikke mænd i den alder, kendte den slags ord, men så var stilen ligesom lagt. Jeg vænnede mig hurtigt til jargonen, og nød at arbejder sammen med flere af mine veninder. Det var en vanvittig sjov arbejdsplads med gode kollegaer, flere fredagsøl end hvad jeg troede muligt og en form for overbærenhed, der gjorde det helt okay at møde op i nattøj på en lørdag.
Jeg vidste godt, at jeg ikke skulle blive gammel der, så da der pludselig kom krav om salg, i forbindelse med kundekontakt, var jeg på vej ud af døren. Jeg vidste endnu ikke hvor jeg skulle hen, men en kollega havde talt varmt om SOSU-uddannelsen, da man kunne få løn frem for SU. Efter en hurtig omgang internetlæsning, var jeg solgt. Det tog halvandet år, og alle fagene var på et niveau, som jeg ikke havde hørt om, siden 9. klasse.
Efter et par desperate opkald til alle der gad snakke med mig, var jeg inde. Der var bare lige en ting: Jeg skulle starte dagen efter, da jeg ikke ligefrem var ude i tide, og skolen var startet op knap en måned før. Min chef var på ferie, så jeg hev en anden leder til side, og meddelte ham, at dette ville være min sidste vagt. Han var ikke ligefrem imponeret, men lod mig gå, da jeg lovede at tage lidt vikarvagter hver uge. Hvilket selvfølgelig aldrig rigtigt kom til at ske.
Det næste halvandet år gik med skole, praktik, fattigdom og en langrække kulturchok. SOSU-verdenen var ikke ligefrem, hvad jeg var vant til. De værdier, den omgangstone og den humor jeg observerede, var ikke ligefrem min hjemmebane – og de 1400 kroner jeg havde til mad, tøj, fornøjelser osv. var svære at strække. Mit praktiksted var heldigvis glade for mig, så jeg sikrede mig et job allerede, før jeg gjorde uddannelsen færdige. Vi skulle dog lige igennem den lange vinter, før jeg fik papirerne i hånden. Min mor referer til den vinter som ‘dengang du var sur hele tiden’. For det var jeg. Det var hårdt arbejde. Vi var underbemandede, der var for meget sne til, at vi kunne cykle rundt, så vi var bagud i flere uger. Det betød vi kørte nødplaner, hvilket hverken var værdigt for os eller borgerne vi skulle passe. Det betød også, at jeg skulle hjemmefra senest klokken 06:15 hver morgen, hvilket på igen måde huede b-mennesket i mig.
Men jeg præsterede på en eller anden måde at holde ud. Jeg bed tænderne hårdt sammen, og kørte igennem. Så jeg blev uddannet og påbegyndte mit fuldtidsjob i hjemmeplejen. Mens jeg cyklede rundt, og passede på byens ældre, talte jeg dagene. Jeg havde søgt ind på SOSU-assistent-uddannelsen, og hvis jeg kom ind, skulle jeg starte et par måneder efter min 25 års fødselsdag. Jeg kom ind. Da jeg melddelte min chef dette tilbød hun mig orlov, mens jeg læste, hvilket jeg pænt takkede nej til. Jeg var færdig med hjemmeplejen. Jeg vil aldrig tilbage igen.
.. Jeg endte dog med, at trække mit nej tilbage. Der var ingen grund til, at klappe med døren og måske var det rart med et job i baghånden?
Det tilbud kom jeg dog aldrig til at benytte mig af.
For jeg startede på uddannelsen, men det gik ikke. Det er faktisk noget af det dummeste jeg har været med til. Jeg havde nær brækket halsen (og adskillige andre lemmer) på min sygehuspraktik, ikke på grund af arbejdsbyrde eller fagligheden, men grundet verdens dårligeste arbejdsmiljø og en praktikvejleder, som jeg intet pænt kan skrive om. Jeg valgte dog at gennemføre den praktik, da jeg ikke kunne overskue andet. For det er faktisk ofte hårdere at gå. Det kræver kræfter, overskud og modet på alle de skuffede blikke, som helt sikkert vil møde dig i den nærmeste fremtid.
Jeg havde dog fået nok – jeg trængte til at lave noget andet. Noget uden ansvar for andre mennesker, noget simpelt. Så jeg valgte en gammel kending. VUC. Jeg havde endnu engang ikke formået, at time min flygtige afgang, så jeg måtte igen på tiggermarkedet. Og jeg fandt en studievejleder, som kunne får mig på lidt forskellige fag. Nogle i Aalborg, nogle i Aabybro og nogle via fjernundervisning. Der virkede en smule rodet, men på en eller anden måde virkede det anderledes denne gang. Jeg blev aldrig rigtig glad for det, men jeg nød roen, de ligegyldige fag og det manglende ansvar for andre end mig selv.
En ting manglede jeg dog. Kontanter. Efter flere år med noget der mindede om løn, var SU noget stramt for mig.
Så min plan om aldrig, at sætte mine ben i hjemmeplejen blev ligesom aflyst. Jeg meldte mig ind i kommunens vikarkorps. Der havde jeg min første aftenvagt, hvilket ændrede mit syn på jobbet, sig en hel del.
Det var nogle helt andre opgaver, nogle helt andre kollegaer og en helt anden stemning.
Jeg fortsatte dog mit studie. Det gik ikke ligefrem pragnede, men jeg hutlede mig igennem med tårnhøjt fravær, studievejledersamtaler og ganske hæderlige karakterer.
Ved siden af studiet, rendte vores nærmeste familie ind i noget sygdom, som gjorde det hele en smule tåget. Jeg kløede dog på, men da mit fravær blev så højt, at jeg ikke længere kunne forsætte, slog jeg en handel af. Jeg fik lov at forsætte uden SU. Så jeg skruede op for mængden af arbejde, og ned for lektielæsningen. Ikke at det havde været en højt på listen, men nu var det udelukket. Jeg fik dog min eksamen i alle mine fag, og startede op på et nyt skoleår. Forpligtelserne i privatlivet trumfede dog skolen, og jeg droppede ligeså stille fra igen. Denne gang med eksamen i 6 forskellige fag. Mit fritidsjob, var ligeså stille blevet mit fuldtidsjob. Jeg kendte flere og flere på de forskellige institutioner rundt i kommunen, og nød at komme der.
Friheden i mit vikarjob var guld. Jeg elskede at kunne planlægge min egen arbejdsuge, holde ferie når jeg ville og vælge til (og fra) efter eget ønske. Jeg ville aldrig have et fast job. Vikarlivet var vejen frem for mig.
De driller mig stadig med det på mit arbejde. For et af de steder, hvor jeg tjente rigtig mange af mine vikardollars, vred armen om på mig. De smigerede mig lige ind i deres flok efter et par år, og jeg er der endnu. I næste måned er det tre år siden, at jeg havde min sidste vikarvagt på en anden institution. Til januar har jeg været fastansat i tre år.
Jeg ved stadig ikke hvad jeg skal være, når jeg bliver voksen. Jeg ved bare, at jeg har fundet et dejligt sted at være, til jeg får min åbenbaring.
Det må vel også tælle for noget.
Tak fordi du læste med, hvis du nåede så langt!
Venterpaavin 